lufttrafik
Air Greenland: Inatsisartut-kritik rammer forbi
Air Greenland svarer på kritik fra Inatsisartuts udvalg for anlæg, der mener, at flyselskabet skal være mere fleksibelt
- Inatsisartut kan ikke blande sig i driften af Air Greenland, fordi selskabet er et aktieselskabet med tre forskellige ejere.
Sådan lyder svaret fra Air Greenland, efter at Inatsisartut under tirsdagens debat fremlagde krav om mere fleksibilitet i Air Greenlands beflyvning af mellemstore byer og yderdistrikter. Der er blandt andet kritik af beflyvningen af Sydgrønland.
Læs: Flytrafik: Inatsisartut kræver konkurrence
- Sydgrønland har i dag den mest fleksible beflyvning i mange år. Der er flere flyvninger i forhold til tidligere, og man kan komme til Danmark samme dag to gange om ugen, siger Air Greenlands kommercielle direktør, Christian Keldsen, til Sermitsiaq.AG.
Inatsisartuts udvalg for anlæg kræver over for Naalakkersuisut, at der bliver åbnet mulighed for konkurrence, hvis Air Greenland ikke kommer med en mere fleksibel trafikplan.
- Der er allerede mulighed for konkurrence i Grønland, og vi er ikke beskyttet mod konkurrence gennem lovgivningen. Grunden til, at der ikke er konkurrence i dag, er, at det ikke kan bære sig selv ud fra det marked, der findes i dag, siger Christian Keldsen.