efter kritik
Agathe Fontain: De velfungerende må yde et lille offer
Atassut har kritiseret alkoholloven i kraftige vendinger. Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain, opfordrer Atassut til at holde debatten i en ordentlig tone og siger, at de velfungerende må yde et lille offer for at hjælpe de mest udsatte.
- Jeg ønsker at ændre alkoholloven af hensyn til børnene, som er landets fremtid. Vi må handle nu, for alkoholforbruget stiger.
Sådan lydet det fra naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain (IA), efter medlem af Inatsisartut Mala Høy Kúko (A) og formanden for Atassut Ungdom Aqqalu Jerimiassen har kritiseret naalakkersuisoqs udspil til den nye alkohollov.
Hold debatten i ordentlig tone
Agathe Fontain tager afstand fra de vendinger som Atassut bruger i debatten, som hun mener, bør holdes i en ordentlig tone.
- Jeg anerkender, at Atassut har et andet standpunkt i debatten om alkohol, men jeg mener ikke, at det berettiger Atassut Ungdom til at sammenligne Grønland med Nordkorea og til at bruge navne som 'Naalakkersuisoq for Undertrykkelse'. Det er simpelthen at sætte niveauet for lavt i så vigtig en debat, siger hun ifølge selvstyret.
Læs: Atassut revser Naalakkersuisuts forslag til ny alkohollov
Ønsker stramninger i loven
Hun ønsker stadigvæk, at alkoholloven bliver strammet.
- Vi taber alt for mange børn og unge på grund af misbrug, og vi ved at misbruget går i arv. Misbruget ødelægger mennesker, der burde være med til at opbygge et stærkt samfund. Derfor må vi sætte ind, hvor vi kan. Et af de steder, hvor vi kan sætte ind, er at stramme op på lovgivningen om alkohol, fremhæver Agathe Fontain.
Formanden for Atassut Ungdom, Aqqalu Jerimiassen, har udtrykt sin bekymring om sin søns konfirmationsfest, da unge under 18 år ikke må opholde sig på værtshuse og restaurationer efter klokken 22.00, hvis loven træder i kraft.
Agathe Fontain mener imidlertid, at formanden kan være ganske rolig.
- Det er ikke hensigten med forslaget, at børn og unge under 18 år ikke kan deltage i en privat familiesammenkomst, som for eksempel en konfirmation eller et bryllup, der afholdes som et lukket arrangement på en cafe eller en restaurant. Det vil det endelige lovforslag tage højde for, påpeger naalakkersuisoq for sundhed.
Læs: Atassut Ungdom: Hun er naalakkersuisoq for undertrykkelse
Velfungerende må yde
Mala Høy Kúko har sat spørgmålstegn ved, hvorfor hele samfundet skal straffes, 'fordi nogle mennesker ikke kan styre sig og deres alkoholmisbrug'.
- Det er rigtigt, at loven giver nogle få, men efter min mening rimelige begrænsninger. Ligesom Atassut sætter jeg den personlige frihed højt. Men et samfundsproblem kan efter min mening være så alvorligt, at de velfungerende må yde et lille offer for at hjælpe de mest udsatte, svarer hun kritikken fra Inatsisartut-medlemmet.
Læs: Ny alkohol- og misbrugslov: Her er de nye tiltag
Og i forbindelse med kritikken om, at de erhvervsdrivende bliver straffet svarer Agathe Fontain, at hun 'vægter børns trivsel højere end hensynet til de erhvervsdrivende'.
- Det er i øvrigt mit klare indtryk, at også de erhvervsdrivende ønsker at bidrage til skabelsen af et velfungerende og sundt samfund, lyder det fra Agathe Fontain.
Læs: Butikker kalder alkohol-lov formynderisk