Salmonella
Advarsel: Spis ikke forloren hare fra Brugseni
Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne om at spise en frossen færdigret med forloren hare fra Coop, produceret af Tulip, efter at 19 personer er blevet syge af salmonella-bakterie.
Af de 19 er to personer, der havde en anden alvorlig sygdom i forvejen, afgået ved døden. Over for KNR bekræfter Brugseni, at færdigretten også er blevet solgt i Grønland.
Mistanke
Undersøgelser af salmonella-tilfældene har kastet mistanken på den forlorne hare. Undersøgelserne slår dog ikke endeligt fast, at det er den madvare, som står bag spredningen af bakterier.
- Vi arbejder på højtryk for at opklare denne sag og at opspore og inddæmme kilden til udbruddet, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Hove.
Der er tale om en frossen færdigret. Den er solgt under mærket Normeat A/S i Kvickly, Super Brugsen, Dagli' Brugsen, Fakta og på coop.dk og herfra videredistribueret til Brugseni.
Produktdato
Den er produceret 4. november, og Fødevarestyrelsen gør derfor opmærksom på, at den kan ligge i fryseren hos nogle forbrugere.
Finder man produktet i sin fryser eller andre steder i hjemmet, skal den kasseres eller leveres tilbage til butikken, den er købt i, oplyser Fødevarestyrelsen.
Kan udvides
Fordi undersøgelserne stadig er i gang, vil Fødevarestyrelsen ikke afvise, at den på et senere tidspunkt vil udvide tilbagekaldelsen til flere datoer.