Tasiilaq
61-årig frifundet i ankesag om immiaq
Grønlands Landsret afsagde dom i en sag, hvor en tiltalt af Sermersooq Kredsret, var blevet kendt skyldig i ulovligt at producere immiaq
Grønlands Landsret behandlede den 4. maj en noget usædvanlig ankesag.
En 61-årig mand fra Tasiilaq, var blevet kendt skyldig i ulovligt at producere immiaq samt overtrædelse af våbenloven. Kredsretten idømte en bøde på 171.585 kroner , hvor betalingen af bøden blev udsat og ville bortfalde efter tre år, såfremt tiltalte ikke begik ny kriminalitet.
Læs: 61-årig producerede 9.300 liter ulovlig øl
Frifundet
Men Landsdommeren i Grønland meddeler i en pressemeddelelse, at manden er nu frifundet i ankesagen på grund af vage skyldbegrundelser fra anklagemyndigheden.
- Et par dage inden hovedforhandlingen ændrede anklagemyndigheden sin påstand og ønskede sagen gennemført som bevisanke, hvilket blev henvist til ankemeddelelsen. Under hovedforhandlingen nedlagde anklagemyndigheden endelig påstand om, at sagen skulle hjemvises, til fornyet behandling i kredsretten, oplyser Grønlands Landsret.
Dette på baggrund af forsvarerens påstand om, at kredsrettens behandling af sagen, var behæftet med så store mangler, at det ikke var muligt, at foretage en 2. instans-behandling af sagen.
Læs: Indførsel og produktion af alkohol styrtdykker
Bindende
Landsretten fandt, at anklagemyndighedens påstand om skærpelse af dommen, da man indbragte sagen, var bindende, idet anklagemyndigheden dermed har vurderet, at kredsrettens dom vedrørende skyldvurderingen var fyldestgørende.
- Anklagemyndigheden var derfor afskåret fra, under hovedforhandlingen, at påstå hjemvisning, påpeger landsdommer Søren Søndergård Hansen i pressemeddelelsen.
Landsretten fandt, at det ud fra kredsrettens begrundelser for deres dom, ikke var muligt for landsretten at fastlægge, hvad tiltalte var kendt skyldig i. Landsretten frifandt herefter tiltalte.