Vi skal sige fra over for volden
- Alt for mange kvinder bliver udsat for partnervold, mener politisk ansvarlig Mimi Karlsen. Hun fremsætter ny handlingsplan mod vold
- Alt for mange kvinder bliver udsat for partnervold i Grønland, og det er en ulykkelig situation både for kvinderne og for de børn, der lever med vold i hjemmet.
Det siger medlem af Naalakkersuisut for ligestilling Mimi Karlsen, IA, på FN's internationale dag - den 25. november - for afskaffelse af vold mod kvinder.
- Dagen handler om, at det globale fællesskab siger nej til vold mod kvinder. I Naalakkersuisut ønsker vi at gå forrest og skabe holdningsændringer, særligt blandt vores unge. Unge mænd må lære, at det er helt uacceptabelt at udøve vold mod deres kærester eller koner, siger Mimi Karlsen.
Volden, siger Mimi Karlsen, medfører enorme udgifter for det grønlandske samfund, når politiet skal rykke ud til husspektakler, når lægerne skal lappe ofrene sammen, og når krisecentrene skal stille op med støtte.
- Derfor er det ikke kun vigtigt for voldsofrene, at voldsspiralen bliver brudt. Det er vigtigt for hele samfundet.
Derfor fremsætter hun et forslag til strategi og handlingsplan mod vold. Det vil ske på forårssamlingen 2013.
Helhedsorienteret indsats mod vold
- Jeg er glad for, at vi nu kan fremlægge en helhedsorienteret indsats mod volden. Vi er godt i gang med at planlægge indsatserne i 2013, der blandt andet sætter fokus på kærestevold. Det er meget vigtigt, at unge i parforhold kender faresignalerne, lærer at sige fra og lærer at passe på sig selv, siger Mimi Karlsen.
- Jeg vil gerne rose de frivillige organisationer og personer, der laver indsatser og kampagner mod volden. Det er vigtigt, at vi har nogle gode rollemodeller, der går foran. Jo flere vi er til at sige fra, jo større er chancen for, at vi kan skabe en fremtid med et mindre vold – og helst uden vold overhovedet, siger Mimi Karlsen.
I 1999 udnævnte FN den 25. november til International dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Datoen kommer af, at tre dominikanske rettighedsforkæmpere og søstre i 1960 blev myrdet på foranledning af den dominikanske hersker.
Ifølge FN oplever 70 procent af alle kvinder at være udsat for vold i deres livstid. Ifølge data fra Verdensbanken er kvinder mellem 15 og 44 år i større risiko for at blive udsat for voldtægt og vold i hjemmet, end de er for at få kræft og malaria.