Reaktion
Tivoli fjerner postkort
Tivoli Kommunikation reagerer prompte med at fjerne omdiskuteret postkort fra en af havens butikker. Et postkort med motiv af grønlandsk pige og en øl
Et billed af et postkort, som indtil onsdag middag dansk tid har været til salg i en af Tivolis boder, er straks blevet fjernet. Motivet på postkortet har vakt forargelse blandt grønlændere og er blevet delt med lynets hast på facebook, hvor det ikke har skortet på negative ytringer. Nogle kommentatorer har endda opfordret til at boykotte et af Tivolis store arrangementer, nemlig eventen Grønland i Tivoli, som år efter år trækker tusindvis af danskere, der har arbejdet i Grønland og grønlændere til haven. Arrangementet holdes hvert år 1. august.
Læs også: Øh, Tivoli - hvad sker der her?
Sermitsiaq.AG har fulgt sagen, og Tivoli Kommunikation skriver følgende:
"Kære venner
Butikken har fjernet postkortet. Ingen, hverken butikken eller Tivoli, har haft til hensigt at gøre sig morsom på den grønlandske befolknings bekostning. Vi er både stolte over og glade for vores traditionsrige event Grønland i Tivoli. Postkortet forestiller et gammelt emaljeskilt og er en del af en serie postkort med gamle reklamemotiver. Vi er ved at undersøge, hvornår skiltet er fra og hvor det har været brugt. Hvis det for eksempel har været hængt op i forretninger i Grønland, er det måske ikke så mærkeligt, at der er tale om en pige/kvinde i grønlandsk dragt."