Samler filmfolk i ny forening
En ny forening for filmfolk i Grønland har set dagens lys. Målet er at undgå at sende produktioner ud af landet
Grønland har fået en ny forening.
20. november var der i Nuuk således stiftende generalforsamling i en ny forening, som skal samle folk, der arbejder med film i Grønland.
Formand for den nye forening er Lars F. Andersen fra Deluxus Studio, som med foreningen vil arbejde for, at film- og medieproduktioner bliver udført i Grønland fremfor i udlandet.
- Med stiftelsen af en forening for filmområdet vil vi sætte fokus på film- og medieproduktioner i Grønland. Vi håber, at der kan skabes kompetenceudvikling og samtidig vil vi arbejde for at forbedre kommunikationen, så vi undgår at sende så mange opgaver ud af landet, som tilfældet er, siger Lars F. Andersen og fortsætter:
- Samtidig er det også vigtigt at forbedre arbejdsforholdene, så vi kan få produceret meget mere film inden for kultur-, information- og underholdningsområdet her i Grønland, siger Lars F. Andersen.
Foreningens bestyrelse består derudover af Karsten Heilmann, Kaneq Pictures og Jørgen Chemnitz, PR.gl.
Foreningen er både for producenter og andre professionelle filmarbejdere som fotografer og instruktører.