Sermersooq
Ny leder vil skabe samlingssted i Tasiilaq
Marianne Nielsen Apaloo er Kommuneqarfik Sermersooqs nye afdelingsleder for sundhed, forebyggelse og fritid i den østgrønlandske by
Sangerinden og musikeren Marianne Nielsen Apaloo er ny afdelingsleder for sundhed, forebyggelse og fritid i Tasiilaq.
Hun skal være med til at sætte aktiviteter og initiativer i gang i byen, og med tiden er det meningen, at de forskellige initiativer skal sprede sig som ringe i vandet, så folk i Tasiilaq selv får mod på at løfte opgaver og ideer.
Motivation og støtte
- Det er mit håb, at jeg kan være med til at sætte nogle ting i gang, som kan blive integreret i byen. Kommunen kan være med til at motivere og støtte og stille faciliteter og midler til rådighed, så borgerne i Tasiilaq selv kan komme med ideer, der så kan blive ført ud i livet, siger hun i en pressemeddelelse.
Og hun er sikker på, at borgerne kan skabe et samlingssted i byen.
Læs: Kulturudveksling i Tasiilaq
Ikke kun Nuuk
Hun mener samtidigt, at kommunens ressourcer skal spredes ud, og at tingene ikke kun skal ske i hovedstadsområdet.
- Vi skal i Kommuneqarfik Sermersooq blive bedre til at dele ressourcer og skabe aktiviteter for alle i kommunen. Der er rigtigt mange talentfulde mennesker i Tasiilaq, og at der er rigtigt mange gode ting i gang.
- Vi har dygtige trommedansere og husflidskunstnere, fodboldspillere, kor og meget mere. Mange er dog ikke registreret i foreninger, hvilket ellers gør det nemmere at få arbejdet til at vokse og blomstre. Jeg skal hjælpe dem, der allerede er samlet i grupper til at blive registreret som foreninger, så det er muligt at søge tilskud og midler, lyder det fra Marianne Nielsen Apaloo.