historisk drama
Ny filmudgivelse om Thulesagen med lækker lyd
Nu kan fans af filmen Idealisten gense den historiske thriller, med en lydkvalitet som sætter nye kvalitetsstandarder
Den 3. september udkom en af årets mest roste danske film Christina Rosendahls Idealisten på DVD og Blu-Ray.
Som Blu-Ray er Idealisten, der handler om Thulesagen, helt speciel, da det bliver den første skandinaviske udgivelse i Dolby Atmos-lydformat, der giver mulighed for at få krystalklar lyd. Filmlyden kommer ud af 64 punkter modsat seks, som er standard.
Læs også: Anmeldere klapper af filmdrama om Thulebasen
Indtil Idealisten findes formatet mest i nyere Hollywood-titler som Mad Max: Fury Road, American Sniper og Gravity.
Udover at have et ekstraordinært lydformat er Idealistens soundtrack også nævneværdigt. Det elektronisk-minimalistiske 80’er-soundtrack er komponeret af guitaristen Jonas Struck, der tidligere var medlem af Swan Lee og har skrevet hits som I Don’t mind og Love Will Keep You Warm.
Lydrejse med 80'er-musik
Dette er Strucks første elektronisk baserede udgivelse, og kompositionerne skildrer Brinks indre rejse, frustration og stædighed i en tid, som var repræsenteret af den kolde krig og paranoia. Både Struck og Peter Albrechtsen, der har stået for hele lyddesignet i filmen arbejdede med det i et år.
Lyt til et af temanumrene i Idealisten her under artiklen.
Dolby Atmos-lydformatet blev lavet hos et af verdens førende lydstudier Skywalker Sound i Californien. De har lavet lyden til blandt andre Star Wars- og Indiana Jones-filmene.