Narsaq
Narsaq Museum fejrer Louise Pedersen
Kunstvæveren ville være fyldt 75 år i år og bliver mindet med en udstilling
Søndag åbnede Narsaq Museum en mindeudstilling om kunstvæveren Louise Pedersen, der døde i 1999.
Hun ville være fyldt 75 år den 7. december. Og det er i den anledning, at museet afvikler udstillingen, der blev godt besøgt på åbningsdagen.
Væverier
Museet viser kunsthåndværkerens væverier så som tæpper, jakker, tasker samt diverse uldarbejder.
Narsaq Museum markerede fødselsdagen dagen før selve dagen, den 6. december, med kaffe og kage.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Louise Pedersens datter Ilena Kielsen og forhenværende museumsleder Kirsten Larsen Egede, oplyser museet.
Udlært i Danmark
Louise Pedersen blev udlært som væver i Danmark, og efter endt læretid rejste hun tilbage til Grønland i 1967.
Men efter hjemkomsten blev hun mødt af livets barske realiteter og måtte tage arbejde i byens bageri for at få det til at løbe rundt.
Aftenskole
Ved siden af arbejdet i bagerbutikken underviste Louise på aftenskolen, og nogle af folkeskoleeleverne havde valgt vævning som tilvalgsfag, som Louise underviste i sit hjem.
Fra Tasiusaq
Louise Pedersen var født og opvokset på fåreholderstedet Tasiusaq ved Qassiarsuk, hvor hendes mor spandt og strikkede meget af børnenes tøj fra fårenes uld, og det er herfra hendes interesse for ulden stammer.
Louise ikke blot vævede hendes tekstiler. Hun spandt selv sit garn fra fårenes uld, hvorefter hun samlede planter i naturen til at farve garnet.
Vægtæpper
Hun nåede at lave en ret stor mængde af vægtæpper, tasker, trøjer, og ikke mindst også hendes kunstfærdige og dekorative indrammede uldarbejder med tørrede planter, af naturen og dens fugle, ikke mindst rypen, som ses hænge i mange hjem.
Åbnet af mangeårig veninde
Udstillingen blev åbnet af bestyrelsesmedlem i museumsforeningen Kirsten Larsen Egede, der var veninde med Louise Pedersen og havde kendt hende i mange år.
I sin tale nævnte Kirsten Larsen Egede at samfundet, herunder kommunen, aldrig havde bakket Louise op.
Digt
Ved udstillingsåbningen oplæste Louises yngste datter, Ilena Kielsen, et digt skrevet ved Louise Pedersens bortgang af forhenværende borgmester i Narsaq, Cecilie Vahl,
Cecilie Vahl udtrykker heri sin afmagt over at byen har mistet en stor kunstner, og for sit eget vedkommende, en kusine og god ven.
Udstillingen vil kunne ses i Narsaq Museums bygning A21 frem til midten af januar.
Læs også: Usædvanlige plancher på sommerudstilling