Nationaldag
Kulturminister efter flagbrøler: Fik mange hjertelige kommentarer
På Grønlands Nationaldag hejste Danmarks kulturminister Bertel Haarder Erfalasorput i sin egen have. Men han kom til at vende flaget forkert.
I Berlingske Tidende kommenterer kulturministeren nu på fejlen.
Avisen har i et sommerinterview spurgt Bertel Haarder, hvordan han har det med Facebook, og i sit svar bruger han misæren med flaget som eksempel:
- På den grønlandske nationaldag hejste jeg det grønlandske flag, og bagefter lagde jeg et billede af det på Facebook. Efterfølgende gjorde tusindvis af mennesker mig opmærksom på, at jeg havde vendt det forkert - men alle i en venlig tone, og jeg fik især mange hjertlige kommentarer fra grønlændere, der håbede, at jeg nu vidste, hvordan flaget skulle vende, siger kulturministeren.
Nationaldagen i år var for første gang også flagdag for alle danske statslige organisationer.
Læs: Kunstner bag Erfalasorput stolt over dansk gestus
Læs: Statsministeren med til at fejre Nationaldag
Her nedenfor kan du se, hvordan Bertel Haarders statusopdatering på Facebook ud på Nationaldagen.
Bertel Haarder var i øvrigt ikke den eneste der ikke helt havde styr på, hvordan Erfalasorput skulle vende. Det samme gjalt blandt andet ambassaderne i Addis Ababa, Riga, Ramallah, Tel Aviv, Paris samt FN i Geneve.