se billeder
Jonathans sidste rejse
95 sagde farvel til Jonathan Sanimuinaq i Aarhus
Den hjemløse Jonathan Sanimuinaq, hvis sidste rejse i Danmark fik en positiv udgang, fik en meget flot bisættelse. Det skete efter et par fortumlede dage, hvor venner og familie til Jonathan Sanimuinaq, der havde sin gang i Aarhus, kæmpede mod regelsæt i både Aarhus og i Viborg Kommuner. Familien havde nemlig ikke råd til at give Jonathan Sanimuinaq en begravelse i Aarhus, hvor han havde sin gang. I stedet skulle Viborg Kommune, fordi Jonathan Sanimuinaq havde sin adresse der, stå for bisættelsen og udgifterne. Ifølge reglerne.
Men så trådte en bedemand til fra Fyn og tilbød at stå for en del af udgifterne, så Jonathan Sanimuinaq kunne bisættes i Aarhus.
Bisættelsen var torsdag klokken 14.00 fra Sankt Pauls Kirke i Aarhus.
- Den taknemlighed vi mødte fra familien og vennerne var storslået. Vi havde pyntet kisten flot med blomster med 'tema vild natur'. Præsten Christina Munk Søndergaard Rasmussen holdt en fantastisk tale, hvor vilde blomster også var et tema. Der var 95 venner i kirken. Og da de mod slutningen sang en flot grønlandsk sang blev vi meget rørte. Dette når vi tænker på alternativet som var 2 mennesker i et kapel i Viborg, fortæller bedemand Tonni Nilausen i en mail.
Læs også: Jonathan kan ikke begraves i Aarhus
Læs også: Jonathan får bisættelse i Aarhus
Jonathan Sanimuinaqs aske skal nu til Grønland.