’Inuk’ i stort filmmagasin
Den grønlandske film ’Inuk’, der er indstillet til en Oscar, bliver omtalt i verdens førende filmmagasin
Spillefilmen ’Inuk’, som tidligere på ugen blev indstillet til en Oscar-pris af den grønlandske Oscar-komité, bliver nu omtalt i et af verdens mest indflydelsesrige underholdningsmagasiner, nemlig det amerikansk Variety.
Artiklen i Variety, der er bragt tirsdag, skitserer filmens handling, men nævner også, at det er den kun anden grønlandske film (efter ’Nuummioq’, red.), der indstilles til en Oscar.
Læs "Inuk indstillet til Oscar-pris"
Variety har, udover at stå bag det, der betragtes som verdens første filmanmeldelse i 1907, haft stor indflydelse på underholdningsindustrien og Hollywood og ord som sitcom, sexappeal og striptease menes således at have sin oprindelse i netop magasinets spalter.
Om ’Inuk’ så også bliver nomineret til en Oscar i kategorien 'Bedste udenlandske film', ved vi først næste år, når nomineringerne offentliggøres 15. januar.
Selve Oscar-uddelingen finder sted 24. februar 2013.