Historisk: Blandingsbørn skulle opdrages grønlandsk

For mange danske mænd var det i 1700- og 1800-tallets Grønland løsningen på et elementært behov at få et forhold til en grønlandsk kvinde og måske gifte sig med hende og få børn.

Det skriver videnskab.dk i samarbejde med polarfronten i en artikel, som Sermitsiaq.AG viderebringer.

Det sker på baggrund af Inge Seiding, Grønlands Nationalarkiv, som netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling om blandede ægteskaber i Grønland fra 1750 til 1850, hvor hun fortæller historien om forbindelserne mellem danske mænd og grønlandske kvinder:

- Da jeg blev ansat i arkivet, fandt jeg ud af, at blandede ægteskaber var noget, som fyldte rigtig meget i den danske administration af Grønland. Der blev sat massivt ind på at kontrollere og regulere ægteskaberne, og det blev gennem hele perioden livligt diskuteret, hvad man skulle stille op med fænomenet. Én ting var man dog hele tiden enige om: det måtte styres!

Og det blev det. Både fra missionen og Kongelige Grønlandske Handel (KGH), som var de to afgørende instanser i den grønlandske koloni.

Men Guds og øvrighedens tjenere så ikke altid helt ens på de blandede ægteskaber.

Missionen var stort set positiv. For dem var ægteskabet en del af det kristne budskab, som skulle spredes blandt grønlænderne, og derfor passede de blandede ægteskaber på en meget håndgribelig måde ind i missionsarbejdet.

Kom det til kritik, var den oftest vendt mod mænd, der forlystede sig med grønlandske kvinder uden at være gift. Særligt hvis der blev børn ud af det. Og så ville missionen naturligvis også være med, når der skulle gives tilladelse til et giftermål.

Der kom dog først for alvor gang i reguleringen af de blandede ægteskaber, da KGH blev oprettet i 1776. Før den tid skulle de udsendte mænd ganske vist hente tilladelse i Danmark, når de ville gifte sig med en grønlandsk kvinde, men ellers havde der ikke været så meget fokus på, hvem der giftede sig med hvem.

Det bliver der nu, hvor problemet rykker ind i direktionsgangene i KGH. De første resultater af overvejelserne kom i 1782, hvor KGH udsender en meget detaljeret instruks, der udstikker reglerne for de ansattes omgang med grønlandske kvinder.

- Her møder vi også for første gang en holdning til race, fortæller Inge Seiding. For der står faktisk i instruksen, at man ikke længere må gifte sig med en grønlandsk kvinde af ublandet herkomst, men kun med en kvinde med en europæisk far eller forfader.

Der blev dog givet dispensation fra reglen. Inge Seiding har fundet en 60-70 stykker, som frem til 1850 fik tilladelse til at gifte sig med en rent grønlandsk kvinde, og det er betydeligt flere, end forskerne hidtil har kunnet spore.

Målet var en effektiv koloni
Der blev moraliseret i koloniadministrationen, men Inge Seiding understreger, at der grundlæggende var en meget pragmatisk holdning til sagen:

- Der er i dag mange, der gerne vil se bestemmelserne som ren racetænkning. Men det er ikke det, der er på spil. Det drejer sig i bund og grund om, at man gerne vil have en effektiv koloni. Race spiller ind, da det i stigende grad begynder at handle om klasse. Med reguleringen forsøger KGH at mindske antallet af grønlændere med relationer til de øverstbefalende. Derimod skal de danske håndværkere og kolonister, underbetjentene, integreres så meget som muligt blandt grønlænderne.«

Hvad skulle grønlænderbørnene lave?
Frem til 1800 handlede det især om at få styr på, hvem der giftede sig med hvem. Men en af de rigtig store bekymringer var også, hvad der skulle ske med de børn, der kom ud af det mellemfolkelige samvirke.

I de ældste ægteskabskontrakter fra midten af 1770’erne står der, at sønnerne måske kunne opdrages til samme erhverv som deres far, og det var typisk håndværker af den ene eller anden art.

Blandede grønlandske børn måtte ikke opdrages på europæisk vis. De skulle lære at sejle kajak og spise grønlandsk mad. (Foto: Colourbox).

Men den praksis får KGH hurtigt sat en stopper for. Frem til midten af 1800-tallet bliver det meget insisterende slået fast, at børn af blandede ægteskaber skal opdrages til at være rigtige grønlændere. De må ikke forvænnes med europæisk kost, og der må ikke være en upassende blanding af dansk og grønlandsk opdragelse.

Drenge skal lære at ro i kajak, og pigerne skal være fangerkoner. De skal med andre ord kunne klare sig selv og ikke ende på fattighjælp og blive en belastning for kolonistyret.

- Man vil kort og godt styre og regulere, hvad det er for nogle mennesker, der bliver ud af det,« forklarer Inge Seiding. Der kommer f.eks. forslag fra København om, at inspektøren hvert år skal tage rundt i sit inspektorat, mønstre blandinger og se, hvor gode de er til at sejle kajak. Og for at understrege alvoren i det, kan faderen straffes for ikke at sørge for, at børnene får en grønlandsk opdragelse.

Bolig blandt grønlændere
Der var også regler for, hvor dansk-grønlandske ægtepar skulle bo. I starten var det et krav, at de skulle bo grønlandsk, f.eks. hos konens familie. Det sparede udgifterne til en familiebolig til de underordnede i kolonien, samtidig med at børnene blev opdraget i en grønlandsk kultur.

Da man begyndte at indføre nye træhuse, fik en håndværker med en grønlandsk kone ikke eget hus, men måtte bo sammen med en grønlandsk familie.

- Det sker dog ikke blot for at spare penge, men er også et udtryk for et civilisatorisk skifte, fortæller Inge Seiding. Hvor man tidligere mente, at de mange underbetjente, som giftede sig grønlandsk, skulle leve blandt grønlænderne, bliver de med tiden opfattet som nogen, der kunne formidle europæisk kultur til grønlænderne.

Fordele ved giftermål
Så de underordnedes ægteskaber var ikke kun et onde, man skulle forsvare sig imod. Ønskede man at flytte nogle sælfangerfamilier til et andet sted, kunne det nemmere lade sig gøre, hvis der var en dansk mand indgiftet i familien, som KGH kunne flytte. Det kunne få andre familier til at flytte med, og så havde koloniledelsen de gode sælfangere, hvor man gerne ville have dem.

- Man kan godt se det sådan, at koloniadministrationen måtte lade folk gifte sig, fordi det alligevel var umuligt at styre seksualiteten. Men vi kan se, at det ikke kun var et nødvendigt onde, som man skulle forsvare sig imod. Det kunne for eksempel også bruges som en strategi for både handel og mission til at indtage land og vinde sjæle, siger Inge Seiding.