Grønland set med franske øjne
Den franske maler Isabelle Vasseur har gennem flere rejser i Grønland samlet inspiration til malerier. Nu udstiller hun i Det Grønlandske Hus i Aalborg
På onsdag, 3. april, klokken 15.00 er der fernisering i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor huset slår dørene op for en udstilling af malerier udfærdiget af den franske maler Isabelle Vasseur.
Isabelle Vasseur bor i en lille parisisk forstad, men tabte sit hjerte til Grønland, da hun tilbage i 2009 deltog i en trekkingtur fra Tasiilaq til bygden Tiniteqilaaq. Siden den gang er det blevet til flere rejser til Grønland af kortere eller længere varighed. Sidst hun besøgte Grønland var i december 2012 i forbindelse med en udstilling i Katuaq, Nuuk.
Det var første, men ikke sidste, gang besøgte Vestgrønland.
I Østgrønland har hun boet tæt sammen med lokalbefolkningen i mindre bygder og taget del i de daglige opgaver. Kombinationen af det menneskelige nærvær, den åbenhed hun har mødt sammenholdt med den natur og de farver, hun har oplevet i Grønland har givet hende inspirationen til de malerier, hun siden har malet.
Det er blevet til en del malerier af både landskaber, dyr og abstrakte motiver med inspiration fra Grønland. Mange malerierne er malet i pastelfarver, der fascinerer maleren meget. Hun bifalder de mange nuancer i lyset hun oplever når hun besøger Grønland.
- Det er et utal af muligheder, disse mange nuancer giver mig som kunstner at arbejde med, sagde Isabelle Vasseur, da hun sidst var i Nuuk.
Fra 3. april frem til juli udstiller Isabelle Vasseur i det Grønlandske Hus i Aalborg, og igen i 2014 kommer hun til Nuuk, hvor hun udstiller på Nuuk Kunstmuseum. Det er primært is og nordlys, der har været nspirationskilden til hendes malerier. Flere af de udstillede værker kan ses på Isabelle Vasseurs hjemmeside www.isa-v.odexpo.com
Isabelle Vasseur vil selv være til stede ved ferniseringen i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor huset byder på lidt godt til ganen til de fremmødte.