kunstner
Efterlysning gav pote, men afslørede trist skæbne
En efterlysning af personen bag et maleri har givet resultat, og maleriet pryder nu forsiden af tidsdskriftet ”Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 2015-17”.
Det viste sig, at der lå en tragisk skæbne bag historien om den efterlyste, oplyser associeret professor Jette Rygaard fra Ilimmarfik til Sermitsiaq.AG.
Læs også: Efterlysning: Hvem er kunstneren bag dette billede?
Hun henvendte sig i foråret til Sermitsiaq.AG og bad redaktionen om at efterlyse maleren til et specielt billede, som universitet gerne ville anvende.
- Kunstnerens bror så efterlysningen, og vi fik derefter en henvendelse fra broderen og moderen, fortæller Jette Rygaard, der er glad for at kunne afsløre, at der er tale om Fritz Petersen – Fritti (1987-2016).
Ung og talentfuld
- Der er tale om en ung og meget talentfuld kunstner, der tragisk kom af dage i en ung alder, oplyser Jette Rygaard, der tilføjer, at Fritz studerede på Nuuk Kunstskole.
- Vi fik lov af hans mor, Hansine Petersen, til at bruge hans billede til vores forside på det nye nummer af Grønlandsk Kultur og Samfunds Forskning 2015-17. Vi på redaktionen og hans mor, er meget stolte af resultatet. Selv om intet kan fjerne savnet fra en elsket søn, fortæller Hansine hvor glad og stolt hun er over, at hendes søns billede er blevet anerkendt, fastslår professoren.
Reception - alle velkomne
Det nye nummer af tidsskriftet bliver i øvrigt præsenteret i dag klokken 15.00-16.00 på Ilimmarfik, hvor alle er velkomne.