Løft
Danske børn skal vide mere om Grønland
Folketinget har bevilget 640.000 kroner til undervisning af det moderne Grønland
Danske børn skal vide mere om det moderne Grønland. Det er baggrunden for, at Det Grønlandske Hus i København har ansøgt undervisningsministeriet om, at støtte til at udvikle nye undervisningsmaterialer om Grønland. Et projekt folketingsmedlem for Siumut Doris Jakobsen har støttet gennem løbende dialog med undervisningsminister Christine Antorini, Socialdemokraterne.
- Det er vigtigt, at danske børn får mere undervisning om nutidens Grønland. Der er generelt brug for et løft af viden om Grønland i Danmark. Derfor er vi glade for, at vi nu har fået støtte til projektet. Dette projekt er en god start, siger Doris Jakobsen til Sermitsiaq.AG.
Projektleder i Det Grønlandske Hus Mille Schiermacher er glad for endelige at kunne starte på arbejdet.
- Vi har nu arbejdet på sagen i halvanden år, og nu er der endelig kommet stor støtte til projektet. Jeg skal sammen med informationsafdelingen i Det Grønlandske Hus skrive undervisningsmaterialerne, siger projektleder Mille Schiermacher.
Det Grønlandske Hus' projekt har fået en bevilling på 640.000 kroner af Undervisningsministeriet.