Livshistorier
Bog om selvmord: Døden spredte sig som pesten
Bogen 'En nat i Grønland' er netop udkommet og er inspireret af en nat, hvor 11 tager sit eget liv i Tasiilaq - natten mellem 31. august og 1. september for fem år siden
'Epidemien nåede sit højdepunkt i sensommeren på tærsklen til efterår. De elleve selvmord skete inden for fem timer natten mellem fredag og lørdag uden at være varslet, bebudet eller aftalt. Døden bredte sig som pesten, ofrene så ud til at have smittet hinanden alene ved en berøring eller et blik − bagefter talte man om en sygdom.'
Natten mellem 31. august og den 1. september begår elleve mennesker selvmord i Tasiilaq. Selvmordene breder sig som en epidemi og på tværs af alder, køn og samfundslag. Tilsyneladende er der ingen forbindelse mellem dem, kun enkelte af de døde kendte hinanden. Alligevel må den udenforstående spørge sig selv, om der ikke er en sammenhæng – en skjult forklaring.
En nat i Grønland fortæller historien om elleve mennesker og deres sidste timer, om hvorfor der denne nat skete det, der skete. Romanen er også en fortælling om Grønland, dette ekstremernes land, med sin kulde og ensomhed og samtidig så megen livgivende magi.
En nat i Grønland er hendes tredje roman og hendes første på dansk. Bogen er endnu ikke på hylderne i Grønland.
Anna Kim er født 1977 i Daejeon, Sydkorea. I 1979 flyttede hendes familie til Tyskland og derefter til Wien, hvor hun har boet siden 1984. Anna Kim skriver såvel lyrik som romaner. Hun har modtaget adskillige priser for sine bøger. For romanen Die gefrorene Zeit (2008) modtog hun European Union Prize for Literature.