Venstre-profil støtter grønlandsk sælfangst

Ellen Trane Nørby, som er Venstres spidskandidat til europaparlamentsvalget, giver nu sin fulde støtte til eksport af grønlandske sælprodukter

Venstres Ellen Trane Nørby og IA's Sara Olsvig
Offentliggjort

Der er nu støtte fra folketingsmedlem og Venstres spidskandidat til europaparlamentsvalget, Ellen Trane Nørby, i forbindelse med eksport af grønlandske sælprodukter.

Hun mener, der er behov for en ny debat i Europa-Parlamentet, efter at en WWF-rapport og analyse har understreget, at den grønlandske sælskindsproduktion i høj grad er bæredygtig, og at fangstmetoderne i dag er væsentlig forskellige fra tidligere kritiserede metoder.

- Sælfangst og -produktion er en del af den grønlandske kultur og har været det gennem hundreder af år. Derfor er det også en vigtig del af rigsfællesskabet. Når vi nu har WWF’s ord for, at det foregår på en bæredygtig måde, mener jeg, at det er tid til, at vi får en fornyet debat i såvel Denmark som i EU. En debat, som bygger på viden og fakta frem for følelser og forestillinger, siger Ellen Trane Nørby.

Læs "Grønlandsk-norsk uenighed om inuit-undtagelsen"

Læs "WWF blåstempler sælfangst - og stiller krav til EU"

Hun har torsdag holdt møde med Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Sara Olsvig om eksport af grønlandske sælprodukter.

Sara Olsvig havde taget initiativ til mødet med Venstres spidskandidat til europaparlamentsvalget, ligesom Olsvig planlægger møder med flere af de danske kandidater op til europaparlamentsvalget i slutningen af maj, oplyser hun.

Powered by Labrador CMS