Lokale fødevarer

Var det noget med en moskus hotdog?

Lilleholm Foods produkter kan nu købes i Pisiffiks butikker

Velbekomme
Offentliggjort

Så er der moskuspizza, moskusgrillpølser og moskusfrankfurtere fra Lilleholm Food i Pisiffiks kølediske. Og butikskæden er dermed blandt de første til at præsentere det nye sortiment.

Nye produkter
- Vi har længe haft et godt samarbejde med Lilleholm, fortæller produktchef Johnny Andersen fra Pisiffik i en pressemeddelelse.

- Vi sparrer om produktudvikling. Og vi vil gerne være med til at give Lilleholm et vindue, hvor de kan teste produktvarianter. Lilleholm gør en stor indsats for at fremme grønlandske råvarer på utraditionelle måder, og det kan vi kun støtte op om, siger han.

Læs: Ny frysepizza fra Grønland

Bakker op
Hele Lilleholms sortiment kan findes i Pisiffik, og detailkæden bakker generelt op om og støtter mange mindre fødevareproducenter i Grønland, understreger butikskæden og peger på, at det er vigtigt med et godt samarbejde på tværs af erhvervssektorerne.

Det er ikke nemt for mindre producenter at få fodfæste på det grønlandske detailmarked. Og her føler Pisiffik, at detailkæden har et stort ansvar.

Godt samarbejde
- At vi har et godt samarbejde med detailkæderne betyder, at vi er kommet godt fra land. Vi har ikke selv et stort distributions-setup, og vi har heller ikke administrationen til at kunne betjene alle. Vi fokuserer på produktudvikling, og så sikrer detailkæder som Pisiffik, og KK Engros på engrossiden, at vores produkter rammer hele det grønlandske marked, fremhæver direktør Jens Møller fra Lilleholm Food.

Hele kæden
De nye produkter sælges allerede i Pisiffik i Maniitsoq, hvor Lilleholms produktion ligger, og produkter er fordelt til Pisiffiks øvrige butikker i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq.

Læs: Slagteri glæder sig over åbning af vinterfangsten

Powered by Labrador CMS