Tygger på ny næringslov

Inatsisartuts Erhvervsudvalg skal kigge nærmere på fordele og ulemper ved Naalakkersuisuts forslag til ny lov, der gør op med krav om bopælspligt

Naaja Nathanielsen på talerstolen i Inatsisartut. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Skal det være muligt at drive virksomhed inden for for eksempel råstofområdet uden at bo i Grønland? Det spørgsmål bliver et af omdrejningspunkterne, når Inatsisartuts Erhvervsudvalg skal behandle et forslag fra Naalakkersuisut om en ny næringslov.

Inatsisartut sendte forslaget videre til udvalgsbehandling efter førstebehandlingen i dag mandag.

Lovændringen er en del af den lovpakke, som tinget skal forholde sig til, når det gælder rammerne for store erhvervsprojekter som boringer efter olie, anlæggelse af miner og byggeri af store fabrikker. Og formålet med lovforslaget er dels at forenkle reglerne, dels at fremme konkurrencen.

Undersøgelse ønskes
Rent teknisk betyder udspillet, at næringsloven – den lov der fastlægger reglerne for, hvordan man må drive virksomhed – bliver begrænset til salg af varer til private forbrugere.

– Vi er enige i behovet for at revidere næringsloven, men vi ønsker en tilbundsgående undersøgelse af konsekvenserne ved at frafalde kravet om bopælspligt, lige som vi ønsker at få belyst konsekvenserne ved at indsnævre loven til udelukkende at dække detailbranchen, sagde koalitionspartiet Inuit Ataqatigiits ordfører, Naaja Nathanielsen, i forbindelse med førstebehandlingen af lovforslaget.

Powered by Labrador CMS