pilluarit!
Titel: Fiskeskipper af 1. grad
Den første af Polar Seafoods egne officersaspiranter er nu klar til at stævne ud som styrmand
Den første af Polar Seaffods eget hold af officersaspiranter har for nylig bestået eksamen som fiskeskipper af 1. grad. Det er 34-årige Tobias Motzfeldt fra Nuuk, der fra 1. januar 2018 stævner ud som 2. styrmand på trawleren Acadienne Gale II, der skal fiske rejer ud for Grønlands vestkyst. Det skriver Polar Seafood i en pressemeddelelse.
- Det var en stor dag for mig, da jeg efter mange års praktisk og teoretisk uddannelse kunne stå med mit bevis i hånden, siger Tobias Motzfeldt.
Målrettet program
- Tobias startede sin karriere i Polar Seafood om bord på Polar Nattoralik som 17 årig i sommeren 2000, fortæller bemandingschef Jens Jørgen Kuluk Egede fra hovedkontoret i Nuuk.
- Hans seriøse og målrettede indsats gjorde, at han blev udtaget til det første aspiranthold, som rederiet startede i 2015, og han har siden været på diverse skoleophold på Imarsiornermik Ilinniarfik, hvor han som den første fra vores kandidathold blev ”udlært” lige inden jul.
Jens Jørgen Kuluk Egede skriver i pressemeddelelsen, at det igennem en del år har været Polar Seafoods ønske at ansætte flere grønlandske officerer. I 2014 etablerede rederiet sit eget uddannelsesprogram.
- Vores havgående trawlere er flydende fabrikker med særdeles avanceret teknologisk udstyr, der kræver langt mere uddannelse end før i tiden. Derfor besluttede vi at tage sagen i egen hånd, og har omhyggeligt udvalgt nogle egnede kandidater fra egne rækker, som vi gennem gensidigt forpligtende kontrakter tilbyder et langt uddannelsesforløb.
Vil være kaptajn
Tobias Motzfeldt er således blot den første i rækken. Selv glæder han sig til at komme igang ombord på Acadienne Gale II. Men hans ambitioner stopper ikke her.
- Jeg ved godt, at det kræver meget mere erfaring for at kunne tage de sidste skridt til at få det endelige ansvar som kaptajn på broen, men jeg er fast besluttet på at gøre den indsats, der er nødvendig, siger den nyudklækkede skibsofficer.