Tele-Post: Satellit-projekt vil få stor betydning for Grønland
Tele-Post følger udviklingen på satellit-området meget tæt og ser frem til et gennembrud, så Østgrønland kan få højhastigheds-internet om få år.
Sermitsiaq.AG har erfaret, at det er it-giganten OneWeb, der har allieret sig med Tele-Post om at ansøge om at få placeret et stort jordbaseret antenneanlæg i Nuuk.
Tele-Post direktør Kristian R. Davidsen vil hverken be- eller afkræfte om det er it-giganten OneWeb, der har planer om at skabe et netværk med over 700 satellitter, som kan levere højhastigheds-internet til samtlige egne i verden.
Store perspektiver for Grønland
Men Kristian R. Davidsen er ikke tilbageholdende med at fortælle om perspektiverne i den udvikling, som netop nu foregår på satellit-området.
- Der er vel omkring en håndfuld af internationale virksomheder, som arbejder med satellitteknologien, som skal sikre hurtige internetforbindelser til alle egne af verden, oplyser Tele-Post-direktøren.
- Hvis projekterne lever op til ambitionerne, så vil det få betydning for borgerne i Østgrønland, i Nordvestgrønland og fåreavlerne i Sydgrønland, fastslår Kristian Davidsen, der imidlertid er spændt på at se, om de ambitiøse projekter kan leve op til kvalitet og fornuftige priser.
Tæt kontakt
- Vi har en tæt kontakt til flere af leverandørerne, og vi er i gang med at teste nogle løsninger, oplyser direktøren.
Han forklarer, at satellitterne vil kredse om jorden i en langt kortere afstand end de store satellitter, som i dag er i kredsløb om jorden. Når afstanden reduceres kraftigt er det også forklaringen på, at det er nødvendigt at skabe et netværk af over 700 satellitter.
- Ved at satellitterne er i et tættere kredsløb om jorden, kan man udnytte frekvensressourcerne bedre. Og tidsforsinkelsen bliver reduceret. Men samtidig bliver disse satellitter mere følsom over for nedbør, hvilket vi er i gang med at teste, oplyser Kristian Davidsen.
Han oplyser, at det ser ud til at den nye teknologi vil kunne levere internet-hastigheder, som næppe vil nå søkabel-hastigheder, men trods alt give forbrugerne en langt bedre oplevelse end de nuværende satellitløsninger.
Prisen?
- Det bliver spændende at se, om reklamerne for de nye projekter også holder stik med hensyn til kvaliteten. Og så bliver det også spændende at se, hvad det vil koste den enkelte at blive koblet på dette nye internet-netværk, understreger Kristian Davidsen.