Attup Uummannaa
Strømmen er tilbage på radiokæden
Tidligere i dag lykkedes det teknikere fra Tele-Post at genetablere forbindelsen på radiokædestationen Attup Uummannaa
Omkring klokken 13.00 lykkedes det teknikere fra Tele-Post at genetablere forbindelsen på radiokædestationen Attup Uummannaa, oplyser det selvstyreejede selskab.
Det betyder, at kunder mellem Attu og Nuugaatsiaq igen har adgang til 2G, 3G, 4G, bredbånd, radio- og TV, lige som fly- og skibskommunikation også er i drift igen.
Fejlfinding
- Teknikernes vigtigste opgave er nu at sikre, at forbindelsen er stabil, og at strømmen ikke svigter igen. Dernæst undersøger vi årsagen til strømsvigtet, oplyser Tele-Posts teknisk driftschef, Kim Hammond Zinck, i en pressemeddelelse.
Teknikerne lettede med helikopter fra Ilulissat klokken 10.00. Tæt ved Kangaatsiaq blev de dog nødt til at vende om og lande i Aasiaat på grund af vind og sne.
Læs: Tele-Post har strømproblemer på radiokæden
Ingen flyvning i mørke
Heldigvis ændrede vejrforholdene sig, så helikopteren efter kort tid kunne lande problemfrit på Attup Uummannaa. Problemet kunne ikke løses søndag, da helikopteren kun må flyve, når det er lyst.
Læs: Radiokædenedbrud: Helikopter sendt af sted