Kommunikation

Stærk alliance vil give super-internet til hele kloden

900 satellitter skal give højhastighedsinternet til hele Jorden, men it-ekspert er skeptisk

Offentliggjort

Virksomheden OneWeb, der er støttet af milliardæren Richard Branson og hans Virgin-gruppe, vil revolutionere internetforbindelser verden over.

Søndag har OneWeb offentliggjort, at det nu er klar til at bygge en fabrik i den amerikanske delstat Florida, der skal producere hundredvis af satellitter, som skal sikre højhastighedsinternet til selv de yderste afkroge af Jorden.

Projektet møder imidlertid skepsis hos it-ekspert Preben Mejer, der er grundlægger af videnscentret Radr.

- Dels er det meget kostbart, da satellitter er dyre at lave og sende op. Der er også forsinkelse på. Satellitterne er jo langt væk, og signalet skal sendes op og ned igen. Jeg er ret skeptisk over for det, siger han.

Fabrikken skal ligge nær hovedkvarteret for det amerikanske rumagentur, Nasa, skriver nyhedsbureauet Reuters.

OneWeb vil få tildelt omkring 20 millioner dollar fra delstaten Florida til at bygge sit nye hovedkvarter nær Nasas Kennedy Space Center.

OneWeb har indtil videre skaffet 500 millioner dollar, eller hvad der svarer til knap 3,3 milliarder kroner, til projektet.

Blandt støtterne er kæmpenavne som Coca-Cola, investeringsgruppen Virgin, teknologivirksomheden Qualcomm og satellitudbyderen Intelsat.

Flere og flere kommer på internettet. Ifølge internetlivestats.com har 3,4 milliarder mennesker verden over adgang til internet. Det svarer til 46,1 procent af Jordens befolkning. I 1995 var det antal under en procent.

De mange satellitter vil primært hjælpe i de dele af verden, hvor der ikke er internet i dag, forklarer Preben Mejer.

- Danmark har jo allerede en god infrastruktur, så jeg har svært ved at se, at det kan give os særligt meget ud over en forsinkelse, som vi ikke har brug for, siger han.

De nærmere detaljer i planerne om satellitterne vil blive offentliggjort tirsdag morgen nær Nasas hovedkvarter.

Projektet er blot det seneste i en rumindustri, der gror med lysets hastighed.

Blandt andre har topchefen for Tesla, Elon Musk, lanceret projektet SpaceX, der i 2015 fik en milliard dollar fra blandt andet Google til at lancere en lignende rumbaseret internetmodel.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS