Stadig færre arbejdssøgende
Det nyeste tal fra Grønlands statistik viser, at der fortsat er færre arbejdssøgende i landet.
Antallet af arbejdssøgende fortsætter nedad.
1.843 personer har registreret sig som arbejdssøgende i november 2019. Det er et samlet fald på 340 arbejdssøgende personer i forhold til samme måned året før.
- Opgørelsen af registrerede arbejdssøgende er en optælling af de personer, der henvender sig til kommunen med ledighed som problem. I en måned tælles en person som arbejdssøgende, uanset om personen har været registeret som arbejdssøgende i hele måneden eller kun en enkelt dag. Registrerede arbejdssøgende opgøres hver måned. Ændringer i administrationspraksis og lovgivning bevirker, at udviklingen af registrerede arbejdssøgende over tid skal tolkes med forsigtighed, påpeger Grønlands Statistik, der netop har offentliggjort det nye tal.
I tre byer går det dog i en anden retning. Sisimiut, Qeqertarsuaq, Paamiut og dets bygder. Der er 58 flere arbejdssøgende i Sisimiut og bygderne, to arbejdssøgende mere i Paamiut og bygderne og en mere arbejdssøgende i Qeqertarsuaq. Resten af byernes og bygdernes tal daler fortsat.
Flest mænd
Kigger man lidt dybere på tallene, viser det, at der er flest mænd i alderen mellem 50-54 år, der er registreret som arbejdssøgende i november i år. Der er der nemlig i alt 143 mænd, der har registreret sig.
Samtidig er der færrest registrerede iblandt kvinder i alderen 18-19 år, hvor 30 personer har registreret sig som arbejdssøgende i samme måned. Generelt er der færre unge i alderen 18-19 år, der er arbejdssøgende i november. Sidste år var der samlet 92 unge mellem 18-19 år, der var registreret arbejdssøgende i november, mens tallet er 67 for samme måned i år.