Socialdemokraterne bekæmper social dumping

Grønland og storskalaloven er ikke dansk anliggende, men Folketinget kan i princippet blokere for loven, det skriver Socialdemokraten.dk

Kontroversen handler ikke om udlændingepolitik, men om arbejdsvilkår i Grønland, derfor skal vi ikke blande os i et internt grønlandsk anliggende, mener Socialdemokraterne. Foto: Arktis Media
Offentliggjort

Dansk politik og medieverden har haft særlig fokus på Grønland i denne uge, hvor Inatsisartut efter en lang debat vedtog storskalaloven. Loven giver udenlandske virksomheder adgang til at ansætte udenlandsk arbejdskraft på udenlandske arbejdsvilkår i forbindelse med store anlægsprojekter. Det omtaler Socialdemokraterne.dk i dag.

Socialdemokraternes holdning til spørgsmålet er klar:

Grønland har overtaget ansvaret for arbejdsmarkedsforhold i Grønland, og det hverken kan eller skal danske politikere blande sig i, fremgår det af nyhedssiden.

- Socialdemokraterne bekæmper social dumping der, hvor vi har ansvaret for det, nemlig i Danmark. Her er der tale om en lov, der er vedtaget på fuldt demokratisk vis i Inatsisartut, Grønlands parlament. Og der er tale om en særlig situation, fordi Grønland ikke selv har arbejdskraft nok i forbindelse med storskalaprojekter. Hvis der skal ændres på lovgivningen, er det folket i Grønland, der må gøre det, og ikke politikere i Folketinget i Danmark, fastslår socialdemokraten.dk.

Folketinget kan i princippet blokere
- Grønland har endnu ikke valgt at føre sin egen udlændingepolitik. Derfor skal der vedtages en lov i Folketinget, før for eksempel kinesiske arbejdere kan få lov til at arbejde på storskalaprojekterne. Så Folketinget kunne i princippet blokere. Men kontroversen her handler ikke om udlændingepolitik, men om arbejdsvilkår i Grønland. Her er det grønlænderne, der træffer beslutningerne. Derfor skal vi respektere Grønlands beslutning, mener socialdemokraterne.

Overholde internationale regler og konventioner
Det fremgår af storskalaloven, at Grønlands internationale forpligtigelser skal overholdes i storskalaprojekter. Det er vigtigt, for det er selvstyrets ansvar, at dets lovgivning lever op til relevante internationale regler og konventioner. Grønland må tage ansvar for, at de respekterer helt grundlæggende spørgsmål om foreningsfrihed og arbejdstageres rettigheder.

Kinesere med opholdstilladelse i Grønland får ikke opholdstilladelse i Danmark, oplyser Socialdemokraten.dk.

Læs i øvrigt, hvad LO mener i ugens Sermitsiaq. Avisen har adskillige artikler med om for og imod storskalalovgivningen. Du kan købe avisen her og få mere viden og følge med i debatten:

Powered by Labrador CMS