Siumut: Udskift Bell 212
Helikopteren Bell 212 er ubrugelig. Den dur ikke til at flyve i ringe vejrforhold. - Udskift den, opfordrer Kristian Jeremiassen, Siumut
Borgere i Diskobugten oplever gang på gang, at beflyvninger med helikopteren Bell 212 forsinkes eller helt aflyses på grund af dårlige vejrforhold. - Det er uacceptabelt, mener Kristian Jeremiassen, Siumut, som i et paragraf 37 spørgsmål til Naalakkersuisut opfordrer til, at man udskifter helikopteren.
Faktisk stiller han fire spørgsmål, som han ønsker svar på:
- Hvornår kan jeg forvente, at man udskifter distriktshelikopteren i Diskobugten, Bell 212 med en anden type?
- Såfremt der i Diskobugten pr. 1. januar 2013 er forringelser i distriktsbeflyvningen, hvilke forbedringer overvejer man så?
- Hvilke initiativer har man foretaget for at sikre, at posten pr. 1. januar 2013 kommer hurtigere frem til Qasigiannguit?
- Har man forventet at man ville få større omkostninger til hotelovernatninger på grund af aflysninger på helikopterbeflyvningen?
- Vi borgere i Qasigiannguit har i løbet af meget kort tid, allerede oplevet mange forsinkelser og aflysninger. Man må forvente, at det vil være vedvarende med de mange forsinkelser og aflysninger, idet Bell 212 har dårlige egenskaber i at flyve i ringe vejrforhold. Servicen pr. 1. januar 2013 er ikke blevet forbedret, men derimod forringet. Det gør blandt andet, at posten gang på gang forsinkes til Qasigiannguit, skriver Kristian Jeremiassen.
Læs også: Diskobugten: Ringe tiltro til Bell 212
Læs også: Air Greenland erkender Bell 212 problemer
Hans spørgsmål kommer i tråd med, at man også i Sydgrønland er utilfredse med Bell 212, fordi man har oplevet ekstremt mange aflysninger af beflyvninger.