ho ho ho
Sisimiutter er julemandens hjælper
Familiefar og it-udvikler laver hjemmesider og applikationer for at værne om den grønlandske julemand
Om dagen er han en travl familiefar og kommunalt ansat it-konsulent. Om natten er han en uautoriseret hjælpenisse, der for egen lomme holder liv i den grønlandske julemands tilstedeværelse på internettet.
Flere hjemmesider
Ulrik Motzfeldt-Skovgaard fra Sisimiut driver hjemmesiderne santa.gl og santa-greenland.com. Her kan du blandt andet se animationer af julemanden overhalende en AS-350 Air Greenland-helikopter, modtage en e-mail fra Grønlands julemand med hilsner i syv forskellige sprog eller blive ringet op af selveste julemanden via en sindrig digital anordning.
Fra Grønland
Ulrik Motzfeldt-Skovgaards motivation for at drive siderne blev næret, da santa.gl var inaktiv for andet år i træk i 2009. Dengang lavede han santa-greenland.com for at cementere, at julemanden kommer fra Grønland. Da santa.gl var ledig, overtog han sitet i sidste måned.
- Jeg ville ikke have, at den skulle købes af udenlandske firmaer. Selvom den finske julemand også er gået konkurs, synes jeg at det er vigtigt at vise Julemanden kommer fra Grønland, understreger Ulrik Motzfeldt-Skovgaard.
Børneglæde
Det koster både tid og penge på at udvikle og drive hjemmesiderne. I sidste uge blev Ulrik Motzfeldt-Skovgaard færdig med ”Telefonopkald fra Julemanden” og for at dække udgifter til den opkaldstjeneste koster den fem dollars. Det er dog den eneste tjeneste, som koster penge.
For den uautoriserede hjælpenisse i Sisimiut bærer arbejdet lønnen i sig selv.
Glæde
- Alle forældre har set glæden hos børnene, når man snakker om julen og julemanden. Hvis ”Brev fra Julemanden” eller ”Telefonopkald fra Julemanden” kan være med til at bringe glæde, er det alt arbejdet værd, siger Ulrik Motzfeldt-Skovgaard.
Du kan følge udviklingen af Santa Greenland på Facebooksiden:
https://www.facebook.com/santagreenland/