Sermersooq
Sermersooq skaffer penge til virksomheder fra EU
Hovedstadskommunens virksomheder kan søge penge fra EU til innovative tiltag
Kommuneqarfik Sermersooqs medlemskab af Norddanmarks EU-kontor skal skaffe penge til udvikling inden for vækst og beskæftigelse i hovedstadskommunens virksomheder. Det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq i sin hjemmeside.
For knap et år siden meldte Kommuneqarfik Sermersooq sig ind i Norddanmarks EU-kontor.
Læs: Sermersooq vil koble sig på nordjysk EU-kontor
Finansiering til innovative projekter
Foreningen er etableret af de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland og hjælper med at skabe kontakter og finansiering til innovative projekter via EU-midler. Norddanmarks EU-kontor holder til i Støvring i Nordjylland og i Bruxelles i Belgien.
Hovestadskommunen oplyser, at samarbejdet med Norddanmarks EU-kontor bliver varetaget af Vækst- og Bæredygtighedssekretariatet i Kommuneqarfik Sermersooq. Siden kommunens indmeldelse er der udarbejdet en fælles handlingsplan, og Norddanmarks EU-kontor besøgte første gang Kommuneqarfik Sermersooq i november 2016.
- Vækst- og Bæredygtighedssekretariatet melder om stor interesse fra erhvervslivet i Nuuk for de muligheder som medlemsskabet giver for finansiering til innovative tiltag. Sekretariatet vurderer, at det er vanskeligt for de lokale virksomheder at overskue de mange krav i en ansøgning om penge fra EU. Derfor bistår konsulenterne i Vækst- og Bæredygtighedssekretariatet erhvervslivet med det, lyder det fra Kommuneqarfik Sermersooq.
Under Grønlandske Dage i Aalborg holdt direktør Benjamin Holst fra Norddanmarks EU-kontor et oplæg for delegationen fra Kommuneqarfik Sermersooq.
Læs også: Grønlandske Dage i Aalborg