Selvstyre-selskab får milliard-stor opgave

Det selvstyreejede ejendomsselskab Illuut A/S har fået tildelt en ny opgave, der løber op i et beløb, der runder en milliard kroner.

- Der er tale om en etapevis plan, der investeringsmæssigt er i milliard-størrelsen, oplyser den nye bestyrelsesformand Steffen Ulrich-Lynge om de kommende kollegie-byggerier.
Offentliggjort

Illuut A/S har til formål at opføre, eje, sælge, udleje og administrere faste ejendomme. Det har hidtil bestået i at drive de cirka 750 personaleboliger, hvoraf cirka 500 er tildelt som boliger til ansatte i Grønlands Selvstyre eller Staten.

Naalakkersuisut har besluttet, at Illuut A/S fremover også skal stå for opførelsen af nye kollegier, der samlet set består af 500 sengepladser, som er fordelt på fem byer. Dermed overtager Illuut A/S bygherre- og driftsrollen, som ellers ville skulle have ligget ude hos det enkelte departement, hvilket i dette tilfælde er Uddannelsesdepartementet.

Etapevis plan

- Der er tale om en etapevis plan, der investeringsmæssigt er i milliard-størrelsen, oplyser den nye bestyrelsesformand Steffen Ulrich-Lynge til Sermitsiaq.AG.

Bestyrelsesformanden oplyser, at det ikke er planen, at Illuut A/S skal i gang med at ansætte flere medarbejdere.

- Selskabet består af en direktør og et par enkelte administrative medarbejdere. Vi skal ikke have ansat ekstra mandskab, selv om vi får kollegie-opgaven. Det skyldes, at langt de fleste opgaver er outsourcet til andre leverandører, forklarer Steffen Ulrich-Lynge.

Søger ny direktør

For tiden søger man en ny administrerende direktør, idet Jette Larsen har valgt at drosle ned og flytte til Skanderborg i Østjylland.

Den tidligere bestyrelse havde ellers ansat en person i marts, men da den nye tremands-bestyrelse blev indsat den 2. april valgte man som det første at rive ansættelseskontrakten i stykker, selv om vedkommende endnu ikke havde nået at sætte sig i direktørstolen og dermed fået bevist sit værd.

I det nye stillingsopslag, hvor man søger en ny direktør, skal vedkommende have følgende opgaver:

  • Overordnet daglig ledelse og ansvar for selskabets drift
  • Procesoptimering og effektivisering af driftsopgaven i et outsourcet miljø
  • Opførelse og idriftsætning af kollegieboliger
  • Løbende kontakt med rådgivere og administratorer
  • Salg af lejligheder
  • Sikre løbende forbedring af lejer tilfredshed
  • Pressekontakt og løbende dialog med Selvstyret
  • Planlægning og afholdelse af bestyrelsesmøder
  • Opfølgning på økonomien og attestere fakturaer til betaling
  • Udvikling af selskabets virke samt langsigtet behovsanalyse
  • Løbende kontakt og rapportering til bestyrelsesformanden
  • Løbende kontakt med selskabets långivere samt tilpasning af selskabets finansiering

Det forventes af den nye direktør, at vedkommende har ”en solid uddannelsesmæssig og erfaringsmæssig baggrund i projektledelse, projektstyring samt risikohåndtering udover erfaringer med finansiering, herunder omlægning af lån”.

God politisk forståelse

- Udover at være faglig kompetent og stærkt engageret skal du besidde gode forhandlingsevner og holistisk tilgang med fokus på tværorganisatorisk samarbejde, da der er mange samarbejdspartnere i såvel driften og den kommende bygherrerolle for selskabet, fremgår det af stillingsopslaget, hvor det også tilføjes:

- Du forventes ydermere at have bred erfaring med økonomi, budgetter og analyser samt en god forståelse for de politiske processer.

Powered by Labrador CMS