Sælfangere: Vi sulter uden jagt
Fej for egen dør før I forbyder handel med sælprodukter, lyder meldingen fra KNAPK-direktør til EU.
John Biilmann
Fangerne frygter for deres fremtid, efter at EU-Kommissionen onsdag foreslog at forbyde handel med sælprodukter.
- Europæerne skulle feje for egen dør, før de kritiserer os. De sidder ved deres skriveborde i EU og tror, de ved det hele, men deres egne kyllingefarme og grisefarme er rent dyrplageri. Vi har levet af fangst i århundreder, vi spiser kødet og gør det for at overleve, fangerne er professionelle og dræber på en human måde, lyder det harmdirrende fra KNAPK-direktør John Biilmann til Jyllands-Posten.
Nogle steder bliver sælerne fanget i net om vinteren, og den metode kritiseres for at være inhuman.
Nettet trækkes under isen, og sæler drukner eller kvæles af iltmangel.
- I det nordlige Grønland er det den eneste måde, fangerne kan få mad til sig selv og deres hunde om vinteren. Når de selv, deres familie og deres hunde er sultne, er der ikke andre måder at få mad. Det er meget hårdt arbejde på isen i 45 graders kulde, lyder forsvaret fra John Biilmann til avisen.
Formålet med den foreslåede ordning i EU er at højne dyrevelfærden ved aflivning og flåning af sæler under jagt.
EU-Kommissionen vil fortsat tillade handel med sælprodukter, hvis det kan garanteres, at fangstmetoderne er i overensstemmelse med høje dyrevelfærdsstandarder.
EU-Kommissionens forslag skal behandles i EU-Parlamentet og Ministerrådet.