S kritiserer styret for Naqitats lukning

Siumuts Per Berthelsen langer i et debatindlæg ud efter naalakkersuisut, som han mener har trukket tæppet væk under trykkeriet

Siumuts politiske ordfører, Per Berthelsen. Foto: Benny Kokholm
Offentliggjort

- Vi ved nu, at naalakkersuisuts uigennemtænkte politik har skadet Naqitats likviditet. Det har betydet, at vi har mistet folk med ekspertise og viden om trykkeridrift. Vi har mistet en virksomhed, som havde en vigtig rolle i samfundet.

Sådan skriver Siumuts politiske ordfører, Per Berthelsen, i dette debatindlæg, hvor han taler om ”minimale besparelser, store tab”.

- Det vakte stor ærgrelse hos Siumut, da det blev meddelt, at Naqitat var gået konkurs, idet vi i Siumut mente og stadigvæk mener, at trykkeriet har en stort samfundsmæssig værdi.

- Så tidligt som 3. november 2009 udsendte vi en pressemeddelelse med overskriften ”Stop for besparelser for KNR og andre medier”. I pressemeddelelsen opfordrede vi koalitionspartierne om ikke at spare på medierne i Grønland, og siden har vi gang på gang ytret os for at stoppe besparelserne. I et meget tidligt stadie kunne vi nemlig se de negative konsekvenser, besparelserne ville påføre medierne samt andre virksomheder, der indirekte var afhængige af mediernes omsætninger. Det beviser, at vi i Siumut fører en realistisk og fremsynet politik, skriver Per Berthelsen.

Læs også "A: Naalakkersuisut skyld i lukning"

Læs også "Naqitat kaster håndklædet i ringen"

- Naalakkersuisut skar markant ned på selvstyrets stillingsopslag i de grønlandske aviser og har til gengæld øget selvstyrets stillingsopslag i danske aviser. Det har medført, at de grønlandske aviser, udover at fyre medarbejdere, har flyttet trykningen af deres aviser til udenlandske trykkerier.

Ifølge Per Berthelsen har naalakkersuisut ikke tænkt over, hvad og hvilke konsekvenser disse dispositioner ville medføre:

1. Mange har mistet deres arbejde.
2. De penge, der ellers cirkulerer her i samfundet tilfalder nu udlandet.
3. Vi har mistet værdifuld viden og ”know how” vedrørende trykkeri og retskrivning, der blev opbygget gennem århundreder.
4. En historie blev brat sluttet, og vi har mistet gode erfaringer inden for trykkerierhvervet.

- De ting, som Siumut har været bekymrede for, er nu realiteter. Naalakkersuisuts dispositioner svarer ikke til flertallets selvstændighedsbestræbelser, og de bidrager heller ikke med noget til styrkelse af samfundet.

- I Siumut står vi fast ved vores meninger, og igen har vi bevist vor troværdighed. IA, Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat har gentagne gange vist, at de ikke arbejder ud fra befolkningens interesser, og dette har vi igen fået bekræftet, lyder det fra Per Berthelsen.

Powered by Labrador CMS