Rigsfællesskabet knager over fiskerikonflikt

Udvikler der sig en fiskerikonflikt mellem Færøerne og EU, kan det koste tusindvis af danske arbejdspladser

Den færøske lagmand, Kaj Leo Johannesen, er til krisemøde med udenrigsminister Villy Søvndal. En konflikt mellem Færøerne er under opsejling.
Offentliggjort

En fiskerikonfliktunder opsejling mellem Færøerne og EU er så alvorlig, at den kan koste "tusindvis" af arbejdspladser i Danmark – og åbne nye forhandlinger om det politiske forhold mellem Færøerne og Danmark.

Det siger den færøske lagmand, Kaj Leo Johannesen, efter et krisemøde i København med udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ifølge Politiken.

Mødet er et tegn på, hvor alvorligt både Danmark og Færøerne tager fiskerikonflikten.

Konflikten skyldes, at Færøerne tidligere i år ensidigt hævede sin fangstkvote for sild i Nordatlanten, mens en række andre lande har sænket deres kvoter for at skåne bestanden.

For det er bestemt ikke dagligdags kost, at to topministre - ud over lagmanden er det fiskeriminister Jacob Vestergaard - tager til hastemøde med den danske udenrigsminister, skriver Politiken.

Færøernes ændring af kvoten fik i maj EU-Kommissionen til at true med at indføre handelssanktioner samt at forbyde færøske fiskefartøjer at anløbe havne i EU.

Ifølge den europæiske fiskeindustri, der i sidste uge mødtes med EU-kommissær Maria Damanaki, kan sanktionerne indføres allerede inden for en måned.

Det vil i givet fald være et alvorligt slag mod en række vestjyske havnebyer, hvor de færøske trawlere er gode kunder.

- Det vil være meget alvorligt for Færøerne, hvis det kommer dertil, for så snakker EU om at lukke Færøerne ude. Og det synes jeg er helt uproportionalt. Det svarer jo til, hvad man gjorde med Cuba, siger Kaj Leo Johannesen til Politiken.

- Det kan vi ikke være tjent med, og det går hårdt ud over Færøerne, helt sikkert, men så sandelig også ud over Jylland, for vi eksporterer mange hundredtusinder ton ned gennem Jylland, fortsætter han.

Powered by Labrador CMS