fiskeri

Regeringen giver millionstøtte til dansk fiskeopdræt

En dansk vækstplan for akvakultur afsætter 87 millioner over to år og giver lov til at producere markant flere fisk

Havbrug i Kattegat
Offentliggjort

Regeringen er blevet enig med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative om en vækstplan for dansk fiskeriproduktion, det vil sige havbrug og dambrug, hvor der opdrættes fisk.

I alt er der i perioden 2016-17 afsat 87 millioner kroner direkte til indsatser, som skal bidrage til vækst i den danske akvakultursektor, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Og vækstplanen giver mulighed for at producere markant flere fisk, end det er tilfældet i dag. Igennem de seneste 25 år har sektoren produceret 40.000-45.000 tons fisk om året, men det tal kan nu stige med op til 36.000 tons årligt.

Det skyldes primært den meget omdiskuterede landbrugspakke, hvor der blev oprettet en ekstra kvælstofkvote til dambrugssektoren.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet er det allerede afklaret, at havmiljøet i Kattegat er robust nok til en merproduktion på op til 16.000 tons fisk, og partierne har aftalt at mødes til nye drøftelser, hvis der opstår råderum for øget produktion i andre farvande.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS