RAL-samarbejde ramt af nye problemer
Den ambitiøse samsejlingsplan for Royal Arctic Line og islandske Eimskip forsinkes yderligere.
Det var planen med tre nybyggede skibe, at RAL og Eimskip skulle iværksætte den nye samsejling allerede i november, men ad flere omgange er tidsplanen skredet.
For få uger siden måtte rederidirektør Verner Hammeken fra RAL meddele, at leveringen af dets nye skib blev forsinket og derfor ville man først blive klar en gang i 1. kvartal 2020.
Akselgenerator
Nu viser det sig, at Eimskips ene skib under en prøvesejlads er blevet ramt af tekniske problemer med en akselgenerator.
Som konsekvens af de tekniske udfordringer har de to rederier været nødsaget til at justere tidsplanen for samsejlingen, der nu tidligst kommer i gang i 2. kvartal 2020.
De to rederier har i fællesskab fået bygget tre nye atlantskibe i Guangzhou i Kina. RAL ejer det ene, mens Eimskip ejer de to andre.