Ny internetudbyder på vej

En privat it-virksomhed vil i nærmeste fremtid kunne tilbyde internet i Nuuk. - Prismæssigt vil vi være stærkere end Tele, lyder meldingen

- Prismæssigt vil vi være stærkere end Tele, siger salgs- og marketingchef Dan Jeppson fra IT-virksomheden Inu:IT. Foto: Privat
Offentliggjort

IT-virksomheden Inu:IT bekræfter over for Sermitsiaq.AG, at de i nærmeste fremtid vil udbyde internet til folk i Nuuk.

Den private virksomhed håber på, at det hele kommer op at køre i løbet af nogle måneder.

- Lige nu er vi stadig i gang med at sætte udstyr og antenner op rundt omkring, så vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvornår vi er klar, men vi håber på at kunne være klar i marts eller april, siger salgs- og marketingchef i Inu:IT, Dan Jeppson.

Tre forskellige produkter
- Vi vil tilbyde vores kunder tre forskellige produkter, de kan vælge imellem, og vi vil ikke kræve, at vores kunder skal have et fastnetabonnement for at kunne komme på internettet, fortæller Dan Jeppson.

De tre produkter, som Inu:IT vil kunne tilbyde, er mobilt internet, hvor man kan koble sig på nettet gennem et USB-modem, trådløst internet til hjemmet eller kontoret og et såkaldt hotspot-internet, hvor kunderne har mulighed for at tilkøbe sig adgang til nettet på udvalgte steder i byen.

- Hotspot-internettet kan nok bedst beskrives som et slags taletidskort til nettet, hvor man kan købe sig adgang til nettet på timebasis eller dagsbasis i steder som Brugseni eller Nuuk Center, forklarer Dan Jeppson.

Læs "Tele går i rette med Nuuk Skynet"

Læs "Nuuk Skynet: Umuligt at konkurrere mod Tele"

Læs "Endelig får vi mere internet for pengene"

Vil være billigere end Tele
Inu:IT vil stræbe efter at være billigere end Tele Greenland.

- Prismæssigt vil vi være stærkere end Tele. Vi skal være billigere, hvis vi skal kunne skaffe kunder. Forhåbentlig vil vi også være bedre end Tele, men det er op til kunderne, hvad de synes om vores produkter, fastslår Dan Jeppson.

Han mener, at foretagendet kan løbe rundt økonomisk, selvom Nuuk Skynet påstår, at det er umuligt at konkurrere mod Tele Greenland.

- Ellers ville vi ikke satse på det, hvis ikke det ville kunne svare sig. Men vi vil gøre vores bedste for at samarbejde på bedst mulig vis med både Tele Greenland og Telestyrelsen, påpeger Dan Jeppson.

Powered by Labrador CMS