prisstigninger
Mittarfeqarfiit: Flybrændstof er blevet dyrere
Den 1. august ændrede Mittarfeqarfiit priserne på brændstof efter Polaroils prisstigning
Den 1. august steg priserne på brændstof solgt af Mittarfeqarfiit. De nye priser afspejler direkte en stigning i de generelle priser på verdensmarkedet, forklarer selskabet i en pressemeddelelse.
Det gælder diesel, benzin, petroleum og flybrændstofferne JET A-1 samt AVGAS. Prisstigningerne er en direkte følge af KNI Polaroil A/S’ udmelding om nye, højere priser. KNI Polaroil A/S er leverandør til Mittarfeqarfiit, og det er praksis, at Mittarfeqarfiits priser også følger udsvingene i verdensmarkedspriserne, fremgår det af pressemeddelelsen.
Læs: Brændstofpriser stiger meget
De øgede priser betyder ikke større avance til Mittarfeqarfiit på brændstofsalg. Mittarfeqarfiit bibeholder sit nuværende dækningsbidrag på brændstofsalg og kan derved oppebære det normale serviceniveau overfor luftfartsselskaberne. Mittarfeqarfiit kommer således ikke til at tjene på prisreguleringerne, oplyser selskabet i pressemeddelelsen.
- Det er helt normalt, at vore priser følger priserne fra vore leverandør af brændstof. Vort udgangspunkt er, at vi uanset ændringerne på verdensmarkedet kan fastholde et stabilt øre-mæssigt dækningsbidrag pr. solgte liter brændstof, forklarer kommunikationschef i Mittarfeqarfiit Hans Henrik Lichtenberg i pressemeddelelsen.
Se her reaktion fra Atassut og fra SIK på højere brændstofpriser.