undersøgelse
Mineselskaber vender igen blikket mod Grønland
Minesektorens lyst til at investere i Grønland er ifølge en undersøgelse steget en anelse. Forbedrede handelsbarrierer er udslagsgivende
Grønland er tilsyneladende langsomt ved at vende tilbage i det fornemme top 20-selskab af de lande i verden, som investorer og mineselskaberne helst vil kaste deres penge efter.
Fraser
En ny undersøgelse fra den canadiske tænketank Fraser Institute placerer Grønland på en 25. plads på en samlet opgørelse over, hvor tillokkende et lands eller mineprovins rammebetingelser og mineralske undergrund er.
109 lande eller mineprovinser er blevet sammenlignet i undersøgelsen, hvor Grønlands sidste år befandt sig på en 28.plads efter tidligere at have indtaget en fornem 14. plads.
Førstepladsen
På førstepladsen i Frasers undersøgelse ligger Vestaustralien, på andenpladsen Saskatchewan og på tredjepladsen Nevada.
Det værste sted i verden i undersøgelsen er den argentinske provins La Rioja. Det dårlige selskab findes også Venezuela, Grækenland, Honduras og Kenya sig også i.
Fraser Institutes undersøgelse er baseret på 449 svar fra mineselskaber og investorer i perioden 15.september - 27. november i 2015.
Læs: Pdac: Grønland falder igen i mineindeks
Bedre forretningsvilkår
Naalakkersuisut og Råstofstyrelsen anerkender selv undersøgelsen som et validt pejlemærke i konkurrencen med andre lande om investorernes gunst.
At investorerne og mineselskaberne er en smule mere positivt stemt overfor Grønland hænger sammen med en forbedret score i undersøgelsens såkaldte policy perception index. Det er en samlet vurdering af et lands rammebetingelser for minedrift. PPI-indekset ser altså bort fra økonomiske hensyn, og potentialet af de mineralske råstoffer i et lands undergrund.
Attraktiv?
I stedet har deltagerne her udelukkende skulle forholde sig til, hvor attraktive de finder rammebetingelserne. Det gælder blandt andet graden af politisk stabilitet, uklarheder om landområder, usikkerhed om håndhævelsen af gældende regler, beskatningsformen, dobbelt lovgivning og vilkår for den socioøkonomiske udvikling.
De adspurgte personer har angivet, at handelsbarrierne i Grønland er forbedret, de socioøkonomiske aftaler er forbedret og adgangen til arbejdskraft er også forbedret.
Gevaldig rutschetur
For to år siden tog Grønland en gevaldig rutschetur ned ad listen i Fraser Institutes-undersøgelse helt ned til en 41. plads. Det år var det kun Bulgarien som oplevede en mere forværret vurdering fra de adspurgte firmaer og investorer.
Royalties
Meget tyder på, at den detroniserede forhenværende koalition mellem Atassut og Siumut fik råstofinvestorerne til at gemme checkhæfterne væk. Og den hyppige udskiftning i Grønlands parlamentariske grundlag kastede også lange skygger.
- Under sidste valg blev royalties pludselig introduceret. På grund af tekniske problemer hos myndighederne, kom den lovgivning til at omfatte tidligere tildelte efterforskningslicenser, lød det fra en af respondenterne i undersøgelsen dengang.
Du kan læse hele Frasier Institutes undersøgelse her.