Ledighedstal fortsætter de gode takter

Antallet af registrerede arbejdssøgende i januar 2019 viser et fald på cirka 10 procent i forhold til samme måned året før.

Offentliggjort

De gode takter på arbejdsmarkedet fortsætter med færre og færre arbejdssøgende, viser nye tal fra Grønlands Statistik.

Fra januar 2018 til 2019 er der registreret et fald på i alt 368 personer – fra 3.331 til 2.963 personer, som på et eller andet tidspunkt i løbet af måneden har henvendt sig til kommunen med ledighed som et problem.

Flest mænd rammes

Der er flest mænd, som er arbejdssøgende, og specielt de unge i alderen 20 til 24 belaster statistikken efterfulgt af aldersgruppen 50 til 54 år.

De fleste arbejdssøgende er registreret i Kommuneqarfik Sermersooq, når man ser på fordelingen på byer og bygder.

I Nuuk blev der registreret 443 arbejdssøgende efterfulgt af Tasiilaq med 363 personer. Tredjepladsen indtages af Sisimiut med 239 registrerede.

Powered by Labrador CMS