Lars-Emil ind i Air Greenland

Landsstyret fyrer bestyrelsesformand Julia Pars i 11. time og indsætter Siumut-veteranen i Air Greenland.

Offentliggjort

Landsstyret valgte torsdag at erstatte Air Greenlands bestyrelsesformand Julia Pars med afgående landstingsmedlem og nuværende folketingsmedlem Lars-Emil Johansen i flyselskabets bestyrelse.

Siumut-politikeren har ved flere lejligheder krydset klinger med flyselskabets koncernchef Michael Binzer, der sidste år lagde sig ud med det politiske system som han anklagede for nepotisme og kammerateri.

Lars-Emil Johansen deltog ikke selv i generalforsamlingen torsdag, da han var i Danmark for at deltage i Folketingets debat om statsministerens åbningstale.

Landsstyremedlem for Infrastruktur og Miljø Kim Kielsen, Siumut, takkede på vegne af landsstyret Julia Pars for hendes indsats som formand.

– Kære Julia. Du har været meget aktiv og dygtig og repræsentant for yngre generationer og som kvinde en god indsats i de år du har været her, sagde Kim Kielsen under generalforsamlingen efter han havde annonceret at Hjemmestyrets repræsentanter i Air Greenland fremover hedder Lars-Emil Johansen og Bjarne Eklund.

Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen.

Powered by Labrador CMS