Lang udsigt til olieeventyr
Mærsk-koncernen gør meget ud af at understrege, at det selv i bedste fald har meget lange udsigter, før der kan indvindes olie i Baffinbugten
Som vi skrev tidligere på ugen, har Maersk Oil indgået en såkaldt farm-out-aftale (en overdragelsesaftale) med det britiske olieselskab Tullow Oil om en andel på 40 procent af selskabets licens til at søge efter olie i Blok 9 i Baffinbugten.
Og det har medført en styrkelse af selskabets aktiviteter i Grønland, vurderer Maersk Oil.
Læs også "Mærsk: Vi er blevet styrket i Grønland"
Maersk Oil vil bruge store milliardbeløb de kommende år for at finde mere olie rundt om i verden, men ud for Grønlands kyst har det lange udsigter. For mens Tullow Oil i sine udmeldinger er opløftet af de potentielt store muligheder, så gør Maersk Oil meget for at understrege, at miljøhensyn kommer først, og at det endnu er uvist, om man vil bore efter olie ved Grønland, skriver Berlingske.
To afgørende faktorer
- Vi synes fortsat, at det ser attraktivt ud, men vores beslutning vil blive truffet på grundlag af to ting. Den ene er, hvor efterforskningsmæssigt attraktivt det ser ud. Den anden er, at vi skal være fuldstændig overbeviste om, at vi kan styre de miljømæssige udfordringer, der måtte være. Hvis vi ikke er sikre på det, lader vi være, siger Lars Nydahl Jørgensen, efterforskningsdirektør i Maersk Oil, til Berlingske.
Først i 2014 vil selskabet beslutte, om det vil bore en efterforskningsbrønd, og indtil da foretager man seismiske og miljømæssige undersøgelser, herunder af isbjerge, der ifølge forskere i stigende grad river sig løs fra kysten og dermed udgør en trussel.