vareforsyning

KNI: Ikke alt gods nåede frem inden jul

Dårligt vejr har betydet, at Air Greenland ikke kunne gennemføre de to sidste flyvninger med gods fra Aasiaat til Upernavik

En del gods står stadig i Aasiat
Offentliggjort

Vejrguderne har ikke gjort det nemt for handelsselskabet KNI, der sammen med Arktisk Kommando, Royal Arctic Line og Air Greenland den seneste tid har kæmpet for at få forsyninger frem til Nordgrønland inden jul.

Pajuttaat
I første omgang skabte omfattende islæg problemer for Royal Arctic Line, hvorefter Arktisk Kommando assisterede med isbrydning. Støtten gjorde det muligt for Pajuttaat at ankomme til Uummannaq søndag den 20. december med friske varer til Pilersuisoq-butikken.

Læs: Pajuttaat nået frem med varer til Uummannaq

Med fly
Næste skridt var den 23. december at gennemføre fire Air Greenlandflyvninger med Dash-8 til Upernavik. Det lykkedes at få de første to ture gennemført, hvorefter dårligt vejr satte en stopper for resten af transporterne. Og det betød, at cirka halvdelen af de i runde tal 12 tons gods ikke nåede frem, oplyser KNI.

Helikopter
Air Greenlands S-61 helikopter kommer til Upernavik den 26. december 2015, og vil herefter flyve varer videre til Kullorsuaq, Tasiusaq og Innaarsuit.

Mellem jul og nytår vil der også være flyvninger fra Aasiaat til Qaarsut og Upernavik.

Ikke fyrværkeri
Helikoptere må ikke fragte fyrværkeri og batterier, og det er endnu uvist om det kan lade sig gøre at fragte fyrværkeri til bygder i Upernavik- og Uummannaq-distrikterne.

Om der kan fragtes gods over isen til bygderne i Uummannaq-distriktet afhænger af isens tykkelse. Og det bliver de lokale politi/brandmyndigheder, der vurderer forholdene og godkender eventuelle transporter, oplyser KNI.

Se billeder: Knud Rasmussen tager slæbet igennem isen

Powered by Labrador CMS