Kineserne kommer

På onsdag kommer en større erhvervsdelegation fra Kina til Nuuk

Kineserne skal blandt andet orienteres om de forskellige mineprojekter i Grønland. London Nining, som er længst fremme oplyser, at de ikke har noget med besøget at gøre. Her er det London Minings camp inde i Nuuk fjorden
Offentliggjort

Det er Greenland Invest, der har taget initiativ til det kinesiske erhvervsfremstød, og det er oprindelig forberedt af Svend Hardenberg og Jørgen Wæver Johansen samt Rasmus C. Rasmussen, der står bag iværksætter firmaet Greenland Invest.

Besøget gennemføres i næste uge, og det ledes af det dansk advokatfirma Bech-Bruun for Greenland Invest. Det oplyser seniorkonsulent Jenseeraq Paulsen fra Greenland Invest.

Hos Bech-Bruun er det partner Søren Meisling og advokat Jingjing Su, der står for besøget, og som også kommer med til Grønland.

De mange gæster fra Kina kommer til Nuuk onsdag, hvor de torsdag og fredag skal besøge virksomheder, organisationer og politikere og se på udviklingen i Nuuk.

Der er blandt andet besøg hos Nuna Minerals, KPMG, KNAPK, Polar Seafood, Air Greenland, medlem af Naalakkersuisut for finanser Vittus Qujaukitsoq samt orientering om de forskellige mine projekter i Grønland. Nogle af gæsterne skal også ud og se på Peter Barfoeds projekt med udviklingen af Nuuk mod syd og med en atlantlufthavn på øerne syd for Nuuk.

Blandt de kinesiske virksomheder er finansieringsinstitutioner og organisationer samt mineselskaber: China Development Bank, Hunan Nonferrous Metals Holding Group, Shandong Far East Mining Group, Polaris Mining Investment Fund, Tianjin Mining Association, Tianjing Xinwang Mining Trading Co., Zhongtian Re Development Group og Baoding Silver Dragon Trading Co.. Gruppen har også en kinesisk journalist med fra Xinhua News Agency.

Både Svend Hardenberg og Jørgen Wæver Johansen har oplyst, at de ikke er involveret i Greenland Invest, efter at de har fået nye job. På den anden side understreger de også, at det aldrig har været nogen hemmelighed, at de har startet selskabet og arbejdet aktivt i det for at skabe privat erhvervsudvikling i Grønland, samt at de allerede fore et år siden gik i gang med at forberede det kinesiske besøg.

Powered by Labrador CMS