Hotelejere i Sisimiut modtager iværksætterpris
Grønlandsbankens Erhvervsfonds Iværksætterpris blev uddelt mandag
Iværksætterprisen går til Anette og Bo Lings.
- Begrundelsen for kåringen af Anette og Bo Lings, som modtagere af Erhvervsfondens Iværksætterpris 2019 er, at de med udgangspunkt i Sisimiut og med stor faglighed, engagement og ihærdighed gennem en årrække har forædlet og videreudviklet erhvervsaktiviteter og særligt turisttilbud i og omkring Sisimiut, siger formanden for Grønlandsbankens Erhvervsfond, Kristian Lennert, i en pressemeddelelse.
Med tildelingen af prisen følger en pengegave på 25.000 kroner.
International klasse
- Anette og Bo Lings har vist, at der i ethvert område kan skabes helt særlige oplevelser. Senest er oplevelsespaletten udvidet med unikke muligheder for fisketure i et fiskeområde af international klasse, hvor nye rammebetingelser med mulighed for koncession på en elv dermed udnyttes, fremhæver Kristian Lennert.
Prisen blev overrakt til Juliane Henningsen fra Arctic Cirkle Business i fravær af Anette og Bo Lings.