råstoffer

Hjemmehørende virksomheder får råstof-hjælp

Greenland Petroleum Services vil de næste to år udbyde målrettede kurser til landets virksomheder

Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut
Offentliggjort

Naalakkersuisut ønsker at styrke lokale virksomheder, der ønsker rollen som underleverandører til råstofsektoren.

Jo flere opgaver, der kan løftes af lokale virksomheder, desto flere jobs og mere vækst i økonomien vil der skabes, lyder begrundelsen.

Derfor har Naalakkersuisut siden 2012 afsatte midler til opkvalificering af virksomheder, så de kunne opfylde råstofvirksomhedernes krav til at blive en af deres fremtidige leverandører.

I den forbindelse har Naalakkersuisut netop underskrevet en ny kontrakt med den grønlandske virksomhed Greenland Petroleum Services, som vandt udbudsrunden. De næste to år vil de stå for opkvalificeringsindsatsen, som er en forlængelse af Rambøll Grønlands virke. I den tidligere kontraktperiode blev landets virksomheder rådgivet i emner lige fra sikkerhed på arbejdspladsen til forhandlingsteknik og match-making.

Flere fordele
I de kommende dage afholder Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked et kursus i Nuuk i samarbejde med Greenland Business for de kommunale erhvervsrådgivere. En del af kurset vil være en indgående introduktion til det kommende kursusprogram, som Greenland Petroleum Services igangsætter.

- Vi glæder os til de næste to års samarbejde med Greenland Petroleum Services, som har lagt vægt på at der sikres en lokal forankring og videnoverførsel. På den måde sikrer vi også, at de lokale erhvervsudviklingsenheder inddrages i opkvalificeringsindsatsen, skriver naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS