Her kan du bo på miljøcertificeret hotel
To hoteller får tildelt miljøcertifikatet ”Den Grønne Nøgle” efter at det indtil nu kun har været Hotel Arctic, der kunne bryste sig af det her i landet. Det er to af hovedstadens hoteller, der er hoppet med på den grønne linje.
Fremover kan det 4-stjernede Hotel Hans Egede og det nyåbnede budget hotel HHE Express i Nuuk, fremvise en international miljøcertificering - Green Key.
Siden sommeren 2021 er der på de to hoteller iværksat en række initiativer, som nu har sikret certificeringen. Blandt disse er reducering af f.eks. el- og vandforbrug samt afskaffelse af ikke-genbrugelige varer, som f.eks. plasticsugerør og -krus.
- Vi er glade og stolte over vi har fået begge vore hoteller certificeret, siger adm. direktør Jørgen S. Bay-Kastrup.
- Vi skal alle tage del i at sikre en bæredygtig livsstil, det skylder vi vore efterkommere og vores gæster forventer det.
3200 hoteller fordelt på 65 lande har tilegnet sig den grønne nøgle på verdenspplan.
Certificeringen ”Den Grønne Nøgle” er en del af et øget fokus på en bæredygtig livsstil i turist- og mødebranchen.