Henrik Leth og Michael Binzer besøger Avalak
Der er i de senere år udviklet et godt samarbejde mellem Grønlands Arbejdsgiverforening og de studerendes organisation i Danmark, Avalak
Avalaks formand Hans Peder Kirkegaard (tv) og Polar Seafoods bestyrelsesformand Henrik Leth fotograferet foran Det Grønlandske Hus i København.
Formand for GA, Grønlands Arbejdsgiverforening, Henrik Leth, besøgte de grønlandske studerende i Danmark, både i København og I Aalborg.
Denne gang dog i Henrik Leths egenskab som bestyrelsesformand i Polar Seafood, fordi emnet var fiskeriets store betydning for det grønlandske samfund. Et aktuelt tema netop nu, hvor der er opstået usikkerhed om, hvornår der reelt kommer gang i de mineprojekterne i Grønland.
Da arrangementet var i København var det midt i den krævende eksamensperiode, havde de fleste studerende travlt med at forberede sig, men der mødte alligevel nogle stykker op til Henrik Leth oplæg, og spørgelysten var stor.
Tirsdag 28. maj er han på et tilsvarende besøg i Aalborg, hvor Henrik Leth blev suppleret af Polar Seafoods næstformand Michael Binzer.
- Det er vigtigt for det grønlandske erhvervsliv at skabe og vedligeholde en god kontakt til de unge mennesker, der tager en videregående uddannelse i Danmark, siger Henrik Leth.
- Det kan vi blandt andet gøre ved løbende at informere dem om erhvervslivets udvikling og de mange job- og karrieremuligheder, der er i Grønland. Vi har jo hårdt brug for veluddannede mennesker i både den offentlige forvaltning og i virksomhederne, så det er helt afgørende, at vi kan motivere flest muligt til at vende hjem efter endt uddannelse. Det er et fælles ansvar, men vi mærker heldigvis også en større og større interesse fra de studerende. I dette arbejde er Avalak et værdifuldt omdrejningspunkt og en god samarbejdspartner for os. I øvrigt er det også inspirerende for os at møde de studerende og høre, hvad de gør sig af tanker om Grønlands fremtid, understreger Henrik Leth.
Avalak - Danmarkimi Kalaallit Ilinniagaqartut Kattuffiat - er organisationen for grønlandske studerende i Danmark. Det hele startede som “Unge Grønlænderes Råd” i 1963, og den rent praktiske måde at arbejde på har derfor forandret sig gennem årene. Efterhånden har Avalak udviklet sig til at være en velfungerende og respekteret studenterorganisation, der blandt andet varetager kontakten med Grønlands Selvstyre og andre relevante instanser.