Grønt lys for kæmpe havn i Nuuk

Den nye danske havnelov giver Aalborg Havn grønt lys til at bygge storhavn i Nuuk. Det forventes, at Nuuk Ny Atlanthavn vil koste op imod 500 millioner kroner

Aalborg Havn vil investere i Nuuk Ny Atlanthavn. Drøftelserne om den moderne storhavn i Nuuk kan nu fortsætte mellem Aalborg Havn, Royal Arctic Line, Kommuneqarfik Sermersooq og Grønlands Selvstyre. Arkivfoto: Sermitsiaq.AG
Offentliggjort

Aalborg Havn er nu klar til at fortsætte drøftelserne om at medvirke til at etablere en ny containerhavn i Nuuk.

Det sker, efter at Folketinget har vedtaget en ny havnelov, der giver danske havne lov til at investere 15 procent af egenkapitalen i andre havne, skriver Transportmagasinet.

- Vi har forhandlet med Grønland i længere tid, men det har hele tiden været en forudsætning for vores deltagelse, at der kom en lovændring. Den er kommet nu. Vi har lov til at investere i havne uden for kommunegrænsen. Det kunne vi ikke med den gamle lov, siger Claus Holstein, administrerende direktør for Aalborg Havn, til Transportmagasinet.

Læs også "Markant fremgang for Aalborg Havn"

Læs også "Sisimiut Havn klar til udvidelse"

Planerne om at bygge Nuuk Ny Atlanthavn er forhandlet sammen med Royal Arctic Line, Kommuneqarfik Sermersooq og Grønlands Selvstyre. Der skal bygges 40.000 kvadratmeter terminal- og opmagasineringsområde, som skal bruges til containerhåndtering og opbevaring af udstyr til olieefterforskning.

I dag ligger havnen i Nuuk tæt ved byen. Den nye havn skal bygges på en ø uden for Nuuk. Det bliver en moderne terminal med kaj, kraner, pakhuse, værft, og havnen forventes at forhøje effektiviteten og give en hurtigere service.

- Vi tror på, at Grønland står over for en positiv udvikling med vækst og store investeringer inden for olie og mineraler. Derfor er det vigtigt, at Grønland har den fornødne kapacitet til at håndtere udviklingen, siger Claus Holstein.

Det forventes, at Nuuk Ny Atlanthavn vil koste op imod 500 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS