Grønlandsbanken har fokus på hvidvask

For at komme hvidvask til livs forudser Grønlandsbanken, at de skal justere deres arbejde på visse områder. Det oplyser bankdirektør Martin Kviesgaard i forbindelse med 3. kvartalsregnskabet for 2018.

Bankdirektør Martin Kviesgaard, Grønlandsbanken, har netop afleveret et tilfredsstillende 3. kvartalsregnskab, som afslører, at banken har fået flere ansatte.
Offentliggjort

Den store hvidvaskskandale, som Danmarks største bank, Danske Bank, er rodet ind i får sandsynligvis den konsekvens, at Grønlandsbanken må justere på visse områder.

- Vi driver jo kun bank i Grønland, så vi ser ikke helt de samme problemer som andre steder. Vi indrapporterer løbende på området og har en god dialog med Finanstilsynet, men vi forventer også selv løbende at skulle justere på området, siger Martin Kviesgaard i forbindelse med regnskabet for 3. kvartal, der ser solidt og godt ud.

Tilfredsstillende resultat

Bankens resultat før skat lyder på 106,9 millioner kroner for årets første ni måneder, mod 103,8 millioner kroner i samme periode i 2017.

- Resultatet er ganske tilfredsstillende og nogenlunde som forventet ved starten af året. Indtægterne ligger helt fladt og det er primært forbedrede kursreguleringer der løfter resultatet lidt. Selvom vi i tredje kvartal igen i år oplevede et udlånsfald, så er vi godt tilfredse med de tre første kvartaler, der viser, at udlånet er steget med i alt 141,9 millioner kroner i 2018 til 3.461,0 millioner kroner, oplyser bankdirektør Martin Kviesgaard i en pressemeddelelse.

Nedskrivninger på udlån og garantier udviser et fald på 2,4 millioner kroner og udgør nu kun 9,1 millioner kroner.

- Vores nedskrivningsniveau er stabilt lavt. Jeg synes, det vidner om en ret robust udvikling, og at vores kunder i Grønland generelt har det godt, siger Martin Kviesgaard.

Banken har fået flere ansatte og det smitter af på bankens omkostninger inklusiv afskrivninger, der lander på 121,7 millioner kroner.

- Vi har tidligere nævnt, at vi forventer at skulle være lidt flere medarbejdere. Vi vil gerne udvikle banken sammen med vores kunder og Grønland, og det kræver flere medarbejdere og fokus på forretningsudvikling. Det koster naturligvis, men skal ses som en helt naturlig udvikling, understreger Martin Kviesgaard.

Højkonjunktur

Banken kan mærke, at landet er inde i et vedvarende positivt opsving, som bygger på en høj indtjening i fiskeriet og stor aktivitet i byggeriet.

- Vi er i en højkonjunktur, og det går fornuftigt både nordpå og i de store byer, mens Sydgrønland fortsat er udfordret og mangler at få gang i f.eks. de kendte råstofprojekter, siger Martin Kviesgaard.

Powered by Labrador CMS